Tabernarren

Jeg kender mange tabernarrer, eller jeg synes hvert fald at de er nogle tabernarrer. En tabernar er for mig, det samme som en idiot, et svin, en bums, ja jeg kunne blive ved, for vi ved jo alle at et grimt barn har mange navne. De fleste normale mennesker, vil føle det som nedladende hvis de blev kaldt en taber, og positivt hvis de blev kaldt en vinder. På samme måde forholder det sig også med Morten og Brian, de vil gøre alt for det rigtige svar, og som der står skrevet i teksten, bruger de jo flere timer hver dag på deres lektier, ja de laver faktisk ikke andet. Fordi de ikke vil kaldes en tabernar, men fryder sig ved den andens forkerte svar. Simpelt. På samme måde er det jo ved normale mennesker, ingen nyder at blive skældt ud, eller blive mobbet, og vi gør jo derfor alt for at undgå det. Hvis vi bliver drillet med eventuelle skavanker sender vi den videre, til én endnu svagere person, driller ham, for at vi selv kan blive renset, for at vi selv kan føle at vi er stærke, at vi ikke er den svage. Det er en mekanisme som ligger gemt langt inde i os, en meget gammel mekanisme, der har eksisteret, i flere tusinde år. En mekanisme som ingen kan se sig fri for, alle har prøvet at drille og mobbe, alle har prøvet at blive drillet eller mobbet, ALLE! Sådan er det også med Morten og Brian, de driller, de bliver drillet, de kæmper hele tiden om hvem der er den stærkeste, hvem der er den øverste i hierarkiet. Der er ingen af dem som ser sig tilfredse med at ligge nr. 2 de vil være nr. 1. Ligesom at Elgiganten vil være billigst, som de så pænt udtrykker det i deres reklamer. Men Elgiganten er langtfra billigst, og hverken Morten eller Brian er nr. 1. De er flittige, men ikke kloge, hvert fald ikke klogere end Jens. Lige meget hvor meget Morten og Brian læser og studerer, vil de aldrig blive klogere end Jens. For Jens besidder en intelligens som både Brian og Morten er langt fra at have. Jens spiller fodbold, mens Morten og Brian knokler med lektierne, og slider for at blive klogere, de har stadig gang i deres personlige konkurrence, og fædrene presser på. De er stræbere på deres børns vegne. Hvad de ikke kunne som børn, prøver de at opnå gennem Morten og Brian, for Morten og Brian er også stræbere, de stræber efter det uopnåelige, det der er umuligt at vinde, noget som de lige meget hvor meget de prøver, aldrig vil komme i besiddelse af, en klogskab og visdom, så de ikke behøver at studere ligeså mange lektier, og hvor de har tid til andet end bare lektier.