Analyse af 'Jeg er så træt af min krop'

Det her er et lyrisk postmodernistisk digt af Kirsten Hammann fra digtsamlingen ”Mellem tænderne” udgivet i 1992. Digtet er lyrisk da det fortæller om fortællerens følelser, stemninger og tanker, og det er postmodernistisk da det omhandler jegets splittelse, hvor der beskrives en subjektiv oplevelse. Vi får indblik i fortællerens tanker hvor fortælleren befinder sig i en situation, hvor hun føler sig splittet mellem idet og overjeget. Fortælleren reflekterer over de problemer hendes hverdag består af og kommer frem til den konklusion, at de alle skyldes hendes forhold til kroppen. Hun fratager sig ansvaret for de problemer hun har ved at skyde skylden på kroppen, som hun refererer til som var det et andet menneske fx ” pludselig drikker den af en forkert flaske”.

Digtet er skrevet i nutid, i første person jeg-fortæller, og består af 2 strofer hvori den ene strofe har 11 vers og den andet har 21 strofer. I strofe et gennemgår fortælleren de fejl man kan komme til at begå som man ikke burde, og de ting man vil gøre men ikke får gjort. I tankerne kan man planlægge at man vil gøre en masse ting men man får dem ikke gjort fordi kroppen/ id’et er for doven fx” Har vi været en tur i parken bliver den siddende på bænken så må jeg tilbage og hente den”. I strofe 2 kommer forfatteren ind på de problemer der er relateret til kroppens lyster. De basiske menneskelige behov vi mennesker ikke kan leve foruden såsom søvn, mad og varme som fortælleren ville ønske kroppen ikke begærede så meget som den gør. Kroppen beskyldes også for at kræve dyr luksus som dyre lange brusebade, populær musik og drikke gilder. Til sidst kommer hun ind på hvordan kroppen længtes efter en kærlighed som hun finder ligegyldig. Hun er vred over at hun ikke kan styre den. Hun bestemmer ikke hvem hun forelsker sig i, det er ikke hendes fornuft der råger over kærlighedslivet men hendes krop. Sproget er almindeligt dog bruges der stærke og rammende ord der markerer fortællerens synspunkter og følelser overfor kroppen fx ” Opdrage, kommandere, tale hårdt, barnlig, urimelig”. Mange ord er også censurerede på en måde da forfatteren har forklaret nogle ord i stedet for at bruge dem fx ” Pludselig drikker den af en forkert flaske” her har forfatteren valgt at referere til alkohol ved at kalde alkohol for ”en forkert flaske” som også viser forfatterens holdning til alkohol. Fortælleren drikker altså alkohol men der dybt imod det hvilket ordet ”forkert” fastrammer. Fortælleren ryger cigaretter, men finder det ubehageligt fx ”(…) eller gisper efter vejret i et smitsomt lokale” Hun udtrykker at hun har svært ved at trække vejret ordentligt som en konsekvens af at hun ryger. Fortælleren udtrykker at hun ikke kan lide sex, men at hun dyrker det i flere timer fx” den kan bruge timer på at lade som om den forplanter sig”. Her er der tre eksempler hvor forfatteren har skrevet om nogle situationer, som hun har haft behov for at omsvøbe. Dét at fortælleren ikke skriver handlingerne direkte ned ved at bruge ord der repræsenterer disse handlinger fx alkohol, rygning og sex, viser at hun ikke er ligefrem og stolt over disse handlinger men at hun er pinlig over det og at de skal skjules så godt som muligt. Der er bl.a. brug af billedsprog fx ”Og så er det hjertet/ den begynder at sukke/ det er gået i stykker” her er tale om brug af besjæling da kroppen ikke kan sukke. Hjertet kan heller ikke gå i stykker, det er en metafor for at man har hjertesorger. Ved at sige at kroppen sukker over at have hjertesorger slipper fortælleren for at indrømme at det er hende selv der har fået hjertet knust af en anden person fx ”En eller anden ligegyldighed har trampet på det”. ”En anden ligegyldighed” er en besjæling da denne ”ligegyldighed” er en person. Personen er ikke ligegyldig men hun vil ikke selv erkende det. Der er også brug af anafor i starten af digtet fx ”Jeg er så træt af min krop/jeg må opdrage”, og ” Og kommandere/og tale hårdt”. De to første strofer starter med ”jeg”, og de to næste strofer starter med ”og”. Disse gentagelser viser hvor træls hun finder sin egen krop da hun trækker budskabet ud. Hun er træt af sin krop og hun skal både opdrage, og kommandere OG tale hårdt til den. Man kan tydeligt høre på tonelejet at hun virkelig er meget træt af sin krop. Det fremgår meget tydeligt da det både er titlen på digtet og den første strofe.