Selv om det var aften og solen var gået ned, kunne man stadigvæk mærke sommerens svimlende varme i luften, og natten syntes til at være dag, da den store, hvide måne spredte sit blege, matte lys over himmelen og den ensomme gade nedenunder den.
Månen havde lige kravlet op på himmelen, efter at have tålmodigt ventet på sin tur.
I aften var himmelen klar. Ingen skyer, næsten ingen stjerner.
Månens eneste selskab var nogle få ensomme stjerner, som så ud til at være strøet tilfældigt ud på himmelen, sådan som en maler ville dyppe penslen i hvid maling, og nænsomt bøje penslen tilbage for så at give slip, og lade små farveklatter lande på det dybt mørkeblå lærred.
Hvis man lod sig falde på en af bænkene ved de store, ensomme og grå betonblokke, og tippede hovedet tilbage, ville man føle som om himmelen opslugte én.
Man kunne sidde sådan i timevis, og flyde i sine egne tanker, indtil noget(eller nogen) forstyrrede en, og man kom tilbage til sine sanser, og kunne lige pludseligt begynde at mærke en skarp, uventet smerte i nakken, fordi man har siddet så længe, og det anede man ikke, man havde.
Og det var lige præcist det han gjorde. Han nød at sidde på de gamle træbænke ved siden af husene, og det havde han gjort lige side han var flyttet ind.
Det er gratis at oprette en konto