Jeg sad i køkkenet med min mand Anders. Vi sad begge med et glas vin, men vi rørte det næsten ikke. Vi sad egentlig bare, og hang begge to. Der var helt stille i huset, og det var ved at blive mørkt udenfor. Gennem vinduet kunne man se sneen dale ned lige så fint, og høre træerne der blæste roligt frem og tilbage.
I går havde der været et voldsomt uvejr her på sjælland. Det stormede vildt, og haglene blev kylet ned mod jorden, og lavede buler på biler og havde knust flere ruder nogle steder. Vores søn Nicolai på 19 år var på vej hjem fra skiferie i Sverige lige præcis i går aftes. Han kørte sammen med 3 andre venner. Jeg havde lige snakket med ham i telefonen for, at fortælle ham, at de skulle passe på pga. vejret. Men en halv times tid efter jeg selv havde snakket med Nicolai, ringede politiet hjem til.
Mine tanker kørte rundt i hovedet på mig, da vi sad der, og stirrede tomt ud i rummet. Politiet havde ikke sagt så meget om det i telefonen, kun at han var kørt galt, og lå på hospitalet. Vi havde endnu ikke fået taget os sammen til at køre op til ham. Det gjorde alt for ondt, og jeg tænkte de værste ting. Hvad nu hvis han ikke vågnede igen, hvad hvis han havde taget meget skade af det fysisk eller psykisk.
Det er gratis at oprette en konto