Drengen med tyggegummiet

I toget var der meget støjende. Drengen og morfaderen satte sig ned på to ledige pladser. Drengen kiggede rundt omkring på de andre mennesker. Der var en mand med en stor næse. Uden at tage øjnene fra manden spurgte drengen: ”Morfar, har du stadig ondt i ryggen?”. ”Det hjalp lidt at sidde ned, men det er et hold i ryggen, så det tager nok et par dage, før det ikke gør ondt mere”, svarede morfaderen. Drengen kiggede på morfaderen og spurgte: ”Er der mange gamle mennesker, der har hold i ryggen?”. ”Det ved jeg nu ikke helt, men det nok fordi, man er ved at blive gammel, og så er man ikke så meget i bevægelse som jer unge, og så når man bevæger sig kan det være at man for eksempel kan få hold i ryggen. Toget stoppede ved en anden togstation. ”Morfar, skal vi af her?”. ”Nej, det skal vi først næste gang”. En gammel dame smilede til morfaderen. Morfaderen smilede tilbage. Drengen kiggede rundt, og prøvede at forstille sig, den gamle dame som lille. Han kunne se, at der var en masse gamle og unge i toget. Han kunne faktisk godt forestille sig nogle af de gamle som unge. ”Morfar, ved du hvad. Jeg tror faktisk godt, at jeg kan forestille dig som lille”. Hvad kunne du forestille dig, min dreng?”. ”Jeg kunne forestille dig med din morfar, og i spiser en is. Morfaderen lo. ”Tænker du på den is igen?”, spørger morfaderen. ”Nej, jeg er ligeglad men den is. Jeg kunne bare godt forestille det”, svarede drengen. ”Jeg kunne faktisk også godt huske engang, hvor min morfar og jeg fik en is på havnen”, sagde morfaderen. ”Er den dreng også inde i dig?”, spurgte drengen. ”Ja, han er inde i mit sind eller tanker, ligesom drengen med tyggegummiet”, svarede morfaderen. Morfaderen vendte sig og spurgte drengen: ”Kan du så også forestille dig som voksen?”. ”Nej, det kan jeg ikke, men jeg tror godt jeg ved at, på et tidspunkt bliver jeg voksen”, svarede drengen. ”Det behøves du heller ikke tænke på, nu skal du bare leve livet som ung”. ”Levede du livet da du var lille, morfar?”. ”Det ved jeg nu ikke helt, men man tænker jo, hvor er tiden blevet af?”, svarede morfaderen. ”Tror du også jeg kommer til at tænke på det”, spurgte drengen. ”Ja, det tror jeg faktisk alle mennesker gør, både gamle og unge”, svarede morfaderen. Pludselig standsede toget. ”Så skal du af, se hvor hurtigt tiden er gået, imens du har været over ved mig”, sagde morfaderen til drengen. Drengens forældre stod og ventede ude på perronen. ”Farvel morfar” sagde drengen. ”Farvel min dreng”.