Et af de steder, jeg husker tydeligt fra min barndom, er din lejlighed. Du havde hvide vægge med billeder, af enten familie eller skibe, hængende over det hele. Der var hvidt udtrådt gulv-tæppe, et utrolig gammelt fjernsyn og møbler, som lignede noget fra 2. Verdenskrig. Det var ikke bare de enkelte genstande, som var placeret lidt tilfældigt i dit hjem, der gjorde det hele til noget specielt. Det var helheden. Det var lugten af mad, parfume og kaffe, der slog en i mø-de, når man trådte over dørtrinnet. Det var lyden af den konstante summen fra det oldgamle fjersyn, og det var synet af dig, der hver gang insisterede på, at du skulle hænge vores jakker op. Det var dit hjem og kun dit.
Vi plejede at sidde foran fjernsynet i din stue. Som regel enten med chokoladekiks, og næsten altid dem med kaffekoppen graveret ind i mælkechokoladen ovenpå, eller også med vingummier. De hårde vingummier, som vi af en eller anden grund kaldte engelske vingum-mier. Jeg har aldrig fundet ud af, om de egentlig hed det, eller om det bare var noget, du sagde.
Nogle gange lærte du mig at strikke, andre gange snakkede vi kun. Men for det meste sad jeg bare i den store sorte læderstol, hvor jeg trak benene op under mig og nød tilværelsen. Nu, hvor du ikke er her længere, står stolen i stuen hos far. Jeg er den eneste, der sidder i den. Måske fordi de godt ved, at jeg vil sidde i den. Jeg kan godt mærke, at stolen ikke står hos dig længere. Jeg kan mærke, når jeg rejser mig, at jeg træder ned på trægulv og ikke på dit lidt udtrådte gulvtæppe. Jeg kan ikke høre lyden af dine strikkepinde, der slår mod hinanden, når jeg sidder i stolen eller lugte din stærke og lidt sjove parfume, men jeg trækker stadig benene op under mig og nyder tilværelsen. Nogle gange lukker jeg endda øjnene og drømmer mig tilbage til dengang, hvor jeg vidste, at når jeg åbnede øjnene igen, ville du sidde på den anden side af det lidt ødelagte, brune bord, fra omkring 1950. Det er dog ikke det samme som før i tiden.
Det er gratis at oprette en konto