Jeg kunne fornemme duften af den parfumerede håndcreme, da hun med sin ene hånd ligeså stille aede mig på kinden. Hendes øjne stirrede intenst i mine dybblå øjenstene. Hun så så svag ud. Hun var ikke længere den muntre person jeg plejede at spille kort med. Vi plejede altid at sidde og drikke saftevand i kolonihaven, mens vi grinede over hvor sjov verden kunne være. Selvfølgelig var verden ikke altid lutter fest og glæde, men vi kunne bedst lide at tale om de positive ting. Hun fremtvang et lille smil, mens en tåre langsomt løb ned ad hendes kind. Jeg havde aldrig set min farmor sådan. Aldrig den svage krøbling hun nu var blevet. Det ændrede faktisk overhovedet ikke hvad jeg følte for hende. Jeg elskede hende, og jeg ville blive ved med det til den dag jeg døde.
Hun var min bedste veninde. Den allerbedste i hele verden. Jeg tog hendes hånd i min. Den var helt kold, og det føltes mærkeligt. Jeg kom til at tænke på alle de gange hun havde sagt "Nej Stine. Hvor er du bare blevet stor og smuk" eller "Hej min skat. Hvordan har du det så i dag?". Jeg hørte hende aldrig tale til mig igen. Det var så hårdt. Jeg kunne ikke holde tårene tilbage. De strømmede ned ad mine kinder, og mit ansigt blev plaskvådt. Mine øjne var stadig limet til hendes, og jeg gispede sagte efter vejret. Hendes paryk sad lidt skævt, men det kunne også være det samme. Hun kunne ikke længere tage sin vielsesring af, for medicinen havde fyldt hendes krop med vand. Jeg kom i tanke om dengang hun fortalte mig om hendes sygdom. Det var kræft i æggestokkene. Hun havde fået en bamse ovre på riget. Det var en lille mand der hed 'Kemo-Kaj'. Hun forklarede mig at han og hans venner rejste ind i hendes krop, og at de bekæmpede sygdommen. Det var længe siden.
Det er gratis at oprette en konto