Spejlet: novelle om spiseforstyrrelse

Hun står, og kigger på sig selv i det store spejl på den hvide væg. Hun ligger en kølig hånd på hendes talje, og drejer sig med højre side vendt mod spejlet. Hun kigger ned på sine fødder, og lader sit blik følge hendes krop op igennem spejlet. Hun ejer ingen former, og hendes veninder er begyndt at snakke i krogene. Hun stiller sig selv det samme spørgsmål igen og igen; hvorfor er jeg ikke som de andre?Hun mærker sulten, og føler sig godt tilpas igen. Det var lykkedes for hende at tabe sig. Men desværre har hun tabt sig så meget, at hun ikke kan følge med i puberteten. Hun har intet fedt på kroppen, og derfor kan hun ingen barm få. Hendes hofter er stoppet med at udvikle sig på grund af kostunderskud. Hendes skind sidder tæt på kroppen, men alligevel tager hun fat i maveskindet, og begynder at græde.”Hvorfor?” hulker hun. ”Jeg har ingen former, men alligevel står jeg her med fedt i min hånd.”Hendes forældre opdagede spiseforstyrrelse for et halvt års tid siden, men det var tæt på at være for sent. Hun var døden nær, og i dag lider hun under sin sygdom.”Patricia, vi skal spise!” lyder det fra hendes mor.Hun tager hurtigt en løs T-shirt og et par joggingbukser på, og går ud i køkkenet til sine forældre.”Hvad skal vi have?” spørger hun, og kigger på det tomme bord.”Det blev til noget italiensk brød og pølser.”Patricia kan mærke en klump i halsen. ”Jeg er slet ikke sulten.”Moderen sender hende et bekymrende blik. ”Du bliver nødt til at spise.”Patricia ryster på hovedet, og klumpen vokser sig større.”Sæt dig ned,” prøver moderen. ”For min skyld.”Patricia sætter sig på den hårde stol. Hendes rygknogler sidder lige under skindet, og det kan godt gøre ondt på hende, når hun læner sig ind på stolen.’”Jeg synes, at det lyder lækkert,” smiler hendes far.Patricia ryster stille på hovedet, og tager at stykke mørkt brød. Hun nægter at røre det lyse.Da de alle tre sidder omkring det lille runde bord, tager forældrene godt for sig. Patricia finder det mest fedtfattige pålæg, og ligger et tyndt lag på. Hun synes, at hun kan smage fedtet fra pølsen, og spiser kun det halve af brødet.”Tak for mad,” mumler hun, og stiller sin tallerken i opvaskeren.”Skal du ikke have mere?” spørger faderen, og bliver urolig.Patricia går bare hen imod sit værelse uden at vende sig om og sige hendes forældre imod. Klumpen i halsen er blevet større, og da hun passerer badeværelset, stopper hun op. Hendes trang til at få maden ud igen er vokset, og hun åbner forsigtigt døren, for at hendes forældre ikke skal høre hende. Hun læner sig over toilettet, og stikker to fingre i halsen.