En dankort-tyvs bekendelser

Som i nok har set i aviserne den 11. Juni 1997 stjal en yngre gut et kreditkort fra en ung dame. Det var egentlig ikke planlagt at det skulle gå ud over præcis denne person, muligheden var der bare. Så jeg valgte at gribe chancen og tage hendes kreditkort, jeg kunne mærke adrenalinen pumpe, alt føltes surrealistisk da jeg flygtede ud af døren. Jeg gennemgik planen i mit hovedet imens jeg langsomt og roligt gik mod min bil, jeg fik startet min røvgamle homo spand af en bil og tøffede hen til Ålborg. Jeg begyndte at blive lidt små paranoid, og følte virkelig at jeg allerede var blevet fanget, og jeg nåede ”point of no return”. Jeg prøvede at undgå panikken ved at fokusere på min plan over indkøb og hvordan jeg skulle undgå at blive fanget. Da jeg nåede til Ålborg foretog jeg nogle indkøb men hver gang jeg trådte ind af døren, igennem døren føltes dørklokken som en evig klingen i mit hovedet, som hverken hjalp på min nervøsitet og paranoia. Men da jeg endelig konverserede med ekspedienten kørte det som smurt i magarine. Jeg kom ud af den 13. butik og havde det egentlig underligt godt over hvad jeg havde gjort og glemte alt om min skyldfølelse. Jeg var nu fyldt med selvtillid indtil jeg så en højgravid dame da kom jeg til at tænke på min egen ufødte datter og det fik mig til at overveje konsekvenserne for hvad jeg havde gjort. Jeg længtes også efter min kone [NAVN A] som går ind for ligestilling og forlanger sine 11 kr mere i timen da hun er gadefejer.