For mig er samtaler i mørket ofte nogle jeg har med mig selv. Ofte når jeg ligger og skal til at sove, 'snakker' jeg med mig selv inde i hovedet. Det gør jeg fordi jeg engang var mørkeræd, og var meget bange for at være alene i mørket, det kan jeg til tider også være i dag. Derfor ligger jeg nogle gange, og har en 'samtale' med mig selv om, hvorfor jeg egentlig er, eller var, bange for at være alene i mørket. Jeg tror jo ikke at der kommer en trold ind af døren, eller et rumvæsen ind af vinduet. Jeg er bange for noget jeg ikke selv ved hvad er.
Men så alligevel kan jeg nogle gange ligge og overbevise mig selv, om at sige at der ikke er noget at være bange for. Men der er altid et eller andet der skræmmer mig, ved et helt mørkt værelse, hvor der bare er helt stille. Jeg kan forestille mig at det er en form for uvished, jeg bliver lidt bange for. F.eks. kan jeg tænke på, om der findes spøgelser, eller om der virkelig findes en gud, det kan jo heller ikke passe, hvis det hele bare er sort i en hel uendelighed efter man er død.
Det er gratis at oprette en konto