Guldhornene er et digt som er skrevet af Adam Oehlenschläger i 1802 og blev udgivet som en del af en digtsamling ”Digte 1803”. Oehlenschläger bliver regnet for Danmarks første store romantiske forfatter. Guldhornene og Nationalsangen ”Der er et yndigt land” er hans meste berømte værker.
Guldhornene er et folkeligt digt som består af 23 strofer; det er skrevet i et versemål, som efterligner gamle vers, man kendte fra Island; man kalder det en norrønt versesprog. Det er både et episk og lyrisk digt, da det både fortæller en historie med en handling, og samtidig også beskriver følelser og situationer. Der er både parrim og krydsrim.
Det er typisk for et romantisk digt at være meget spontant, derfor skriver Oehlenschläger ikke systematisk, men derimod skriver han meget varierende og skiftende i strofeformen og rimene. Han bruger mange forskellige sproglige virkemidler, og det gør, at der bliver opbygget en god stemning og atmosfære i digtet.
Digtet handler om de to guldhorn, som bliver fundet i Danmark. Det første blev fundet af en ung pige i 1639, og det andet blev fundet af en bonde i 1742. De kom på museum og blev udstillet – men blev begge stjålet derfra.
Der bliver fortalt om, hvordan arkæologer leder i gamle bøger og i jorden efter spor fra fortiden, men intet bliver fundet. Guderne beslutter, at de vil skænke en helligdom, et ældgammelt minde til mennesket, nemlig de to guldhorn. Det første lader de en ung pige med muntert sind finde, og det andet en bonde, da han er ude og pløje sin mark. ”I som raver i blinde, skal finde et ældgammelt minde” = Dem som ikke leder, skal finde det. Da guderne ikke mente, at mennesket værdsatte de to horn, som det var meningen (de skulle se dem som en helligdom, en grund til at ære og bevare troen på guderne) tog de guldhornene fra os igen.
Det er gratis at oprette en konto