Mørket var begyndt at trænge ind over den store bygning. Man kunne se det sidste glimt af solen, et sted langt væk. Det var en varm sensommeraften, og de fleste vinduer i den store bygning var åbnet. Ét af vinduerne var mere lokkende end de øvrige. Vinduet var pænt malet hvidt, man kunne se der var nogle smukke lyserøde gardiner der var trukket for. Alle vidste hvem der boede der, det var Isabell Karic, den smukke og berømte tv-vært. Han havde altid haft et godt øje til hende. Hver gang han havde set hende tale direkte ind i kameraet, havde han altid følt, at hun kiggede på ham. Han fik sommerfugle i maven. Han vidste alt om hende. Han havde brugt de timer han havde tilbragt derhjemme, når han skulle planlægge det forbudte, på at søge information om hende. Han vidste at hun oprindeligt stammede fra Bosnien, at hun var 26 år og ugift. Han standsede brat, og gav sig selv lov til at tænke lidt over, hvordan det kunne være hun var ugift. Han tænkte at det var en fordel for ham. Inde i hans hoved havde han gjort krav på hende. Enten skulle han have hende, ellers skulle ingen. Det var da okay, var det ikke? Det eneste problem for ham var, at Isabell havde ingen anelse om hans eksistens. Var det godt eller dårligt? Det ville man snart få at se. Han havde været klar længe. Tit havde han standset for at kigge op på vinduet. En sjælden gang havde han været heldig med, at gardinerne var rullet fra, så han kunne direkte ind i det, der lignede en stue. Han havde til og med engang vovet sig op i den opgang hun boede i. Han havde stået udenfor hendes dør i lang tid, hvor længe, det vidste han ikke. Betragtet det flotte skilt med hendes navn, han havde smagt på bogstaverne og sagt det gentagende gange indeni hans hoved. Han havde aldrig turdet tage i håndtaget. Tit havde han også tænkt på, hvor mange mænd der havde besøgt den flotte lejlighed. De gange man kunne læse om hende i diverse ugeblade, havde det altid været i sammenhæng med en ny elsker. Han følte sig bedraget. Hun var hans kvinde, hans modne kvinde. Han havde før set i blade og på tv, hvordan en rigtig kvindekrop så ud, det havde tændt ham. Igennem de tynde silketoppe Isabell havde haft på, på tv, kunne man skimte nogle flotte velformede bryster. Han havde altid lyst til at flå de toppe af hende, kysse hende over hele hendes krop og fortælle hende han var hendes mand, den mand der kunne tilfredsstille hende. Han vidste, at han var god til at tilfredsstille, det havde pigerne altid sagt. På nær dem der ikke havde lyst. Det var de sjoveste, syntes han. Den måde han i deres blikke kunne skimte angst. Den måde de kæmpede imod på, uden at komme nogen vegne. Den måde han kunne kærtegne deres små kroppe på, uden de gjorde modstand. Det var forskelligt hvordan pigerne reagerede. Nogen skreg stop, andre fægtede både med arme og ben. Han havde grint af dem, en hånlig, vindende latter. Det sluttede altid på den samme måde. Efter han var færdig, og han havde ligget og beundret den næsten livløse krop, gik han ud i køkkenet. Han havde åbnet pilleglaset, taget de to gule piller og tvunget dem til at sluge dem. Det var det forbudte, tænkte han. Det forbudte ingen kunne stoppe ham i. Nu var det hendes tur havde han tænkt, kvinden i hans liv. Han ville elske hende med alt det sidste han havde i sig. Han kiggede en ekstra gang på det åbne vindue, hvor man kunne skimte en svag lampe indenfor gardinerne, og gik langsomt hen imod opgangen. Han vidste hun boede på tredje sal øverst til højre. Han begav sig op af trapperne, han skulle tisse. Han besluttede at det var det første han ville gøre når han kom der op. Han stoppede brat op midt på trappen og mærkede i sin inderlomme, jo, han havde husket pilleglaset. Han fortsatte op af trappen, til han nåede hendes dør. Han stod udenfor lidt, betragtede på ny hendes dør, der ligesom vinduet, var malet hvid. Han tog i håndtaget, og han mærkede en form for fortvivlelse suse gennem kroppen. Døren var selvfølgelig låst. Han hørte skridt, skridt der var på vej hen til døren. Han vidste godt det her ikke ville blive nemt. Han kunne høre den fascinerende lyd af låsen der blev drejet ligeså stille om, og døren blev langsomt åbnet. Hun havde kigget på ham, og spurgt ham om nogle ting. Han lyttede ikke. Han kiggede på den flotte natkjole. Han var sikker på, hvis der havde været lys nok, havde den været så gennemsigtig, at man kunne se den sorte bh. Han tog i døren, imod hendes vilje. Han skubbede hende til side, og gik ind i lejligheden. Hun var alene. Nu kunne han høre, at der var angst i hendes stemme, hun begyndte at råbe ad ham. Han gik over mod hende, og da han nåede hende, greb han fat i hendes arme, hun kæmpede imod. Han satte hende bestemt ned i hendes sofa, han satte sig ved siden af. Hun kiggede væk. Det hele var sket så hurtigt, alt for hurtigt efter hans mening. Han havde bedt hende om at kigge på hende. Han havde skræmt hende. Han havde kun denne ene chance, han holdt vejret, ude af sig selv. Havde han husket at låse døren? Kunne naboerne høre hende skrige? Han var langt væk i bevidstheden nu. Han kunne ikke tænke ordentligt, mærkede på inderlommen igen med den ene arm, mens den anden stadigvæk havde et fast greb i hendes venstre arm. Han måtte ikke blive opdaget nu. Hun grad. Han slog hende bevidstløs, mens han viskede, at han elskede hende. Nu var hun stille, helt stille. Hun lå ligeså fin hun var henover sofaen. Han klædte hende af. For første gang i hans liv var han bange, bange for at fortryde. Det var alt det han havde drømt om. Hendes krop levede op til hans forventninger. Han rørte forsigtigt hendes bryster. Han ejede ikke noget i forvejen, han var ikke noget værd. Han gik væk fra hende, ud i hendes køkken. Det var flot. Han tog pilleglaset ud af hans inderlomme, slugte selv to. Han var ked af det, men ikke bange. Han havde aldrig frygtet døden. Han tænkte på de overskrifter, der ville komme til at være med ham i avisen, men kom fra den tanke igen. Han ville ikke komme til at dø alene, men med kvinden i hans liv, han smilte for sig selv, og lagde sig til at dø.
Det er gratis at oprette en konto