Han kunne mærke smerten. Smerten fra den skarpe kniv, der borede sig ind i maven på ham. Han vidste at det snart var slut. Slut med at lyve, slut med at gemme sig fra politiet, slut med det hele. Han fortrød virkelig alt det han havde gjort. Det var jo ikke meningen at den lille pige skulle dø. Hele episoden blev mere og mere tydelig, jo længere kniven stak sig ind i maven.
Det var en kold sensommeraften. Regnen silede ned, som hårde brosten. Det var så mørkt, at det kun var månen man kunne se. Der blev tændt lys i et af de nærmeste vinduer, og der kom en høj og mørk skikkelse frem. Casper vidste, at det var der han skulle lede. Han gjorde klar til at gå ind, men stoppede brat op. Var det her nu også rigtigt at gøre? Han fortsatte hen ad den flisebelagte sti. Nu skulle det bare overstås.
Lyset blev slukket, og det blev atter mørkt. Casper listede hen til den store trædør, der førte ind i huset. Han trak en lille, men skarp ting op af lommen, satte den ind i nøglehullet, og begyndte at dreje den. Låsen sagde klik, og døren var låst op. Casper fandt sin lommelygte frem, og gik med stille skridt ind i huset. Hans hjerte bankede automatisk hurtigere, jo længere han gik. Huset føltes stort og trangt, men der var alligevel en lille følelse af tomhed.
Det er gratis at oprette en konto