I dag er det den. 21 juni den dag min lillesøster døde, for 5 år siden hun blev kun 11 år. Jeg havde det altid ekstra svært denne her dag. Der var altid så stille i huset, som om murerstenene og gulvene kunne mærke at de ikke skulle larme i dag. Hver gang jeg tænkte på min lillesøster fik jeg altid en kvalmende og uro følelse i maven som om det var min skyld og som om mine forældre var sure på mig fordi nu havde de kun mig og jeg kan ikke erstatte deres lille pige. Jeg følte aldrig at jeg var værdig nok til at leve sammen med dem for de manglede en til lille pige og jeg var ikke nok.
Jeg kiggede på skabet og kom i tanke om en kasse med en masse billeder i med mig og min søster. Der sad jeg midt på mit værelses gulv og kiggede de gamle billeder igennem. Jeg sad og stor tudede lige ned på alle de minder som der aldrig vil komme flere af fordi hun ikke levede mere. Da jeg skulle til at ligge billederne på plads faldt der et lille firkantet billede ud, det forstillede mig og min lillesøster som kun var 2 og jeg var 6 vi holdte hinanden i hånden på en strand hun stod lige så fint med sin sommer hat og sin lille dukke, en lille lyshåret dukke med hvidt tøj. Der gik hurtigt en tanke igennem mig. Jeg åbnede døren indtil min lillesøster. Den klamme lugt af hospital hang i luften. Jeg så min lillesøster ligge og hive efter vejret. Hun viftede med sin hånd et tegn til at jeg skulle komme hen til hende. Hun sagde med en svag stemme: ” Her jeg synes du skal have denne her,” det var hendes lille lyshåret ynglings dukke. ”Når jeg ikke er her mere og der er ingen lille irriterende lillesøster skal du have denne her,” sagde hun. Jeg sad bare der og stor tudede og knugede hendes hånd til min. Dukken, hvor er dukken? Jeg rodede hele mit værelse igennem alle mine ting lå nede på gulvet, jeg var lige ved at give op da jeg kiggede hen imod skabet. Kunne den være der? Oppe på skabes øverste hylde var der en kasse, jeg kunne ikke rigtig nå den så jeg hentede en kost og skubbede den ned mod siden. Den faldt lige ned i hovedet på mig. En brun fin kasse. Jeg åbnede den og der kom en svag lugt af min lille søster og lidt at gamle sure sokker. Den lå der lige så fint hendes lille dukke der havde betydet alt for hende, havde jeg gemt så mine forældre ikke tog den og gemte den væk. Jeg sad og pressede den ind til mig og jeg grad af bare lykke, det var som om at se min lillesøster igen. Jeg havde glemt den og jeg ville aldrig glemme den igen. Alle mine tanker blev afbrudt af det årlige skænderi mellem min mor og far, jeg vidste aldrig var det var de skændes om men de gjorde det hvert år på denne her dag, ellers plejede de ikke at gøre det. Jeg blev nød til at komme ud væk herfra, væk fra uroen og jeg måtte samle alle mine tanker et andet sted. Jeg besluttede mig for at gå en tur gennem stranden, det gav mig altid så mange minder igen. ”Karina jeg skal vise dig noget, det er rigtig vigtigt!” sagde lillesøsteren lotte. ”Jeg kommer nu,” så løb der to små piger langs med stranden. Det var et sted i midten af nogle sandbakker. Hvor man lå i fred og ro væk fra alle menneskerne. ”Det her er vores sted for altid!” Sagde lotte. Jeg gik med mine tær i vandet med dukken i hånden, det var en rigtig sommer aften. Himlen var blå med en stor rund gul kugle i midten af himlen. Der var den der form rundt om ligesom når man kigger på asfalten på en meget varm sommerdag, den slags var der rundt om solen. Jeg blev helt varm inden i og tænkte at denne her dag snart var overstået. Jeg gik hen imod bakken men jeg blev på en måde skræmt der ville komme alle de gamle følelser tilbage og jeg ville bare begynde at blive ulykkelig igen. Som om der er ingen der ville have mig. Jeg tog mig alligevel sammen og gik hen til vores sted, jeg satte mig ned på knæ og krammede dukken, jeg faldt sammen af gråd, jeg kunne ikke stoppe igen de væltede bare ud mine tåre alt min kraft blev suget med ud for hver enkel dråbe af sorg. Jeg kunne ikke mere, jeg overvejede bare at ligge her og aldrig komme hjem igen. Der var ingen der ville have mig for jeg var ikke lille lotte der bare gik rundt og var uskyldig og sød og MIN LILLESØSTER. Som om det ikke betyd noget for mig at hun var død. De skulle bare vide. Det var jo for helvede ikke min skyld at hun døde af kræft!
Det er gratis at oprette en konto