'Dolken', en fortælling om familiekonflikt

Jeg ligger her i min seng, hvor jeg har sovet i hvad der føltes som evigheder. Jeg ligger og holder mine øjne lukket for en mand jeg ikke elsker. Jeg ligger her og tænker om det egentlig er det værd? At ligge ved siden af en mand jeg ikke elsker og som højt sandsynlig heller ikke elsker mig. At vågne op til det samme værd eneste morgen og opleve det samme hver eneste dag i resten af mit liv. Jeg kan mærke at han kigger på mig med hans tomme blik. Som om at han vil føle noget for mig, men bare ikke kan. ”Nå, Esther, klokken er otte!”. Jeg må hellere komme op. Jeg går over til toiletbordet og begynder at rede mit hår. Jeg prøver at smile til ham, men som altid, intet. ”Hvorfor i alverden klæder du dig ikke først på, før du reder dig?” Jeg bliver vred, men jeg gør intet. Jeg går bare over til min lille skat, der skal op og møde dagen. Op og opleve noget og mærke hvordan det er at leve livet. I stedet for at være fanget med hans overbeskyttende mor og ligeglade og gnavne far.

Jeg går ud i køkkenet og øser noget mad op. Han kommer ind i spisestuen. Jeg giver ham et hurtigt blik. ”Her kommer jeg med kaffen” siger jeg nervøst. Jeg ved hvad der skal til at ske. Min søn har fået en fin kniv af sin far og vil ikke skuffe ham, men selvfølgelig mister han den og han opdager det selvfølgelig. Hvorfor kan ikke bare slappe lidt af? Jeg ville virkelig bare ønske at han ikke ville gå så meget op i alting. Jeg er nødt til at hjælpe min søn, for ellers tror jeg virkelig at han ville blive endnu mere gnaven og sur. ”Kan du vise din far din dolk”. Åh nej han finder ud af det. Det er åbenbart en meget vigtig dolk, men hvorfor ved jeg ikke. ”Den… den er blevet væk”. Åh ne,j nu ved jeg at han bliver gal. Jeg må hellere finde på en og anden slags manøvre, så jeg kan skåne min dreng for hans fars vrede. ”Vi finder den nok”, fik jeg vredet ud af min bange mund. Åh nej, åh nej. ”Du vidste det altså”. Nogle gange kan han virkelig bare være så kold. ”Hvor længe har du troet, jeg ville undgå at opdage det?”. Jeg kan næsten høre hans hjerte banke af vrede helt over på den anden side. Jeg må hellere fortælle sandheden, for ellers kan han virkelig være gal. ”Den blev væk i går” siger jeg med en rædsel for at ikke vide hvad der kommer til at ske nu.