Klokken var ti i otte om aftenen. Den aftensolen, som snart ville gå ned, gav et rødligt skær over de mørke, huse, som stod på række langs en kedelig, grålig gade. Himlen var skyfri og havde et rødligt skær. Der var ingen vind, gaderne var lagt øde, og kun et mågeskrig i det fjerne stod som et bevis på, at tiden ikke var gået i stå.
En pige med langt, blond hår sad og slappede af med sine ben trukket op under sig i en lænestol i en lille stue. Hun lignede en pige omkring tretten år. Hun havde skæve brune øjne, og mange frejner og meget bleg, der vidnede om, at hun havde tilbragt en hel del tid inden for. Hun var helt væk i en bog. Hun var meget koncentreret, og hun lagde ikke mærke til den høje, spinkle mand, der hurtigt bevægede sig ind i stuen. Nogen kaldte på hende, men hun reagerede ikke. Først da hendes bog blev revet ud af hænderne på hende, bemærkede hun, at hun ikke var den eneste i rummet, og hun kiggede forskrækket op. Hendes blik mødte et par kolde, grå øjne, de, og som, hvis man så godt efter, havde en snert af træthed i dem. Manden smilede og så på hende. Hans stemme ødelagde den ellers så dejlige tavshed, som der var i stuen. ”Karoline, gider du dække bord? Vi skal spise om ti minutter.” Karoline sukkede overdrevent og udbrød: ”Det begyndte lige at blive spændende, far! Må jeg ikke læse 2 minutter mere? Så er du dejlig?” Hendes far blev ved med at kigge på hende med alvorlige øjne. ”Nej, du kan dække på bordet og gå ind og læse bagefter igen” sagde han. Lige i det sekund, nærmest fløj Karoline ud i køkkenet, og dækkede bord, tredive sekunder senere sad hun i lænestolen igen.
Det er gratis at oprette en konto