@dskiltTårerne løb ned af kinderne på mig. Jeg turede ikke gå ned og se hvad der var galt. Men jeg hørte det hele, jeg hørte mine forældre skændtes. ”GÅ VÆK FRA MIG, TÆNKER DU OVERHOVEDET PÅ [NAVN A]!” råbte min mor. ”DU SKAL IKKE RÅBE AD MIG. SELVFØLGELIG TÆNKER JEG PÅ MIT BARN!” lyder det højt fra min far. Ingen af jeg tænkte på mig, hvis I virkelig gjorde, ville I ikke gøre alt dette imod mig.Jeg lå under min dyne og græd, jeg husker ikke specielt meget fra den dag, og ville heller ikke huske det. Prøver at glemme alle mine sorg i dag. Jeg kunne ikke lide når mine forældre skændtes, men alligevel gik jeg ned til dem, hver gang.Jeg ved ikke, hvad der fik mig til det. Jeg var åbenbart nysgerrig, jeg ville vide, hvad der forgik dernede. Jeg tror også, at det var fordi jeg var bange. Men bange for hvad, vidste jeg ikke. Jeg stod ved døren ind til stuen, mine forældre havde ikke lagt mærke til mig. Det så ret voldsomt ud, den måde de råbte ad hinanden på, og skubbede til hinanden. Jeg begyndte at græde, jeg kunne ikke holde ud at se dem skændes. De bør elske hinanden, holde om hinanden, ikke råbe ad hinanden. De stoppede deres skænderi og vendte sig om mod mig, de var stille et øjeblik, men så råbte min far, --- Gå op på dit værelse.- Je.. jeg er bange,” græd jeg. - GÅ, siger jeg.- Men far.. jeg.- Gå nu op på dit værelse, [NAVN A],” gentog han højere. Jeg kiggede på min mor, hendes øjne var hævede og sorgfulde, man kunne fra lang afstand se at hun havde grædt. Jeg sagde ikke mere, løb bare grædende op på mit værelse. Jeg husker, jeg smed med Bambi, min bamse. Jeg var ked af det og bange. Hvorfor skulle de skændes? De kan aldrig enes, de skændes altid. Hvorfor kan de ikke bare være som alle de andres forældre?
Det er gratis at oprette en konto