Jeg husker det tydeligt, den dag hospitalet ringede og sagde, vi skulle skynde os derned, det hastede sagde de, mine forældre løb rundt i huset som små myre der flygtede for vandet, eller en hel flok hovedløse høns, i hvert et hjørne eller lille krog, man kunne næsten ikke nå at se en skygge før de var væk igen.
De sagde til mig og min lille bror, at vi bare skulle tage det med ro og at, det hele nok skulle blive ok, efter det satte vi os ind i bilen, det gik så hurtigt at ikke engang min far, som ellers plager at være god til at huske de små ting, glemte at låse hoveddøren.
Efter en rystende og stressende køre tur, nåede vi endelig frem, der stod en høj skaldet man, med store rynker under øjnene, i en hvid kittel, han lignede lidt en der havde arbejdet hele natten, på et mystisk forsøg, man nok aldrig ville finde ud af, Manden hilste på min mor, og fulgte os ind i den store hospitals bygning med kæmpe vinduer og smarte elektriske apparater, vi gik igennem en lang hvid gang, med gulv der skinnede og fik skoene til at pive når man gik på det,
Det er gratis at oprette en konto