Det nye hus og den grædende pige

Hun var meget glad for det nye hus. Det havde det hele. Eller i hvert fald nok til hende og ham. Han var ikke lige så glad for huset. Han syntes ikke der var nok lys, og lyset var jo hans kreativitet. Men hun havde besluttet sig. Så de betalte sælger, den lille sum penge, for det lille hus. De flyttede ind en sensommeraften. Hans flyttefirma havde brugt hele dagen på at hjælpe dem med at flytte ind, så han var meget træt, og ville bare ligge sig. Men han blev ved med at forstyrre hende. ”kan du ikke lige hjælpe med bordet”? Spurgte hun. ”det skal helt ned i kælderen, til de andre ting der gået råd i”. da de var kommet ned med bordet sagde hun ”vi skal også lige over og sige hej til naboerne”. Så han tog sin nøgle, og sin jakke. Imens var hun inde og tage noget andet tøj på. Hun tænkte, at han også godt kunne være lidt finere i tøjet, men hun sagde det ikke. De havde været igennem den diskussion. da de gik ud låste han døren, for alt var nyt her. Han var ikke vant til at låse døren, der vor han boede før. De gik langsomt over vejen. Tunge skridt. På halvvejen, kom der en grædende pige, løbende ud af døren, på det andet hus. De tænkte, at de hellere måtte komme igen senere. Men pigen løb hen til dem, og sagde ”hjælp mig. Han er ond ved mig”. Pigen var ikke ret gammel. Højest seks år. Pigens forældre var som knust glas i en knust skål. ”hvad hedder du, lille ven? Og hvor er din mor hende”? Spurgte hun. ”Pernille”. Sagde pigen. ”Pernille Dahl Solberg”. ”ved du hvor din mor er, Pernille?” spurgte han. ”min mor er her ikke. Hun er gået, men hun kommer tilbage en dag. Det sagde min far selv”. ”var det din far der var ond ved dig”? ”nej. Den onde mand havde hue på”. Og i det samme, løb der en mand, med en rygsæk på, ud fra huset. ”der er han! Der er han”! Råbte Pernille. Men manden var meget hurtigt væk. Pernilles mor havde været død i flere år, men faren har ikke ture at sige det til Pernille. Og nu var faren gået fra Pernille, og havde efterladt en seddel, som den lille pige ingen gang kunne læse. Hej Pernille. jeg forlader dig nu, og du vil aldrig se mig igen. Din mor kommer heller ikke igen, men hende vil du se igen.Tro på gud. Lad vær med at ende som mig. Farvel Pernille. Jeg vil altid huske dig, og elske dig.Hilsen din far.De nyindflyttede kunne ikke forstå, at en mand som elskede sit barn så højt, kunne efterlade hende i et stort hus. ”hvor lang tid har din far været væk”? Spurgte hun. ”han er ikke væk”. Svarede Pernille ”han har sovet i sin stol siden jeg kom hjem fra min veninde. Han vågnede ikke da jeg skreg”. Han og hun gik ind, for at se om det var det de troede det var. Det var det. Han sad i stolen, med et tomt glas sovepiller i hånden. Hun tog pigen over til det deres hus, mens at manden ringede 112 og 114. Hun tænkte, at hun blev nød til at sige til Pernille, at Pernilles far var død. Hun havde lagt, den stakkels, lille pige, til at sove i rummet ved siden af. Hun gik op for at se om Pernille var vågen. Hun åbnede døren meget langsomt. Døren knirkede. Hun kiggede ind og spurgte ”sover du”? Der kom en lang pause. ”nej”. Svarede Pernille. ”hvor kan jeg ikke sove hos min far i nat”? Hun stod og tænkte længe, men hun vidste fra starten, at hun var nød til at sige det. Hun sagde at Pernilles far var død, men det med moderen undlod hun. Pernille sagde at det var hun forberedt på, så hun sagde godnat og lagde sig igen. Den nat havde hun en drøm. En drøm hun aldrig ville glemme. En drøm som ændrede hendes liv. To glasfigurer der hænger sammen, med en flamme mellem sig. Og til sidst bliver glasset knust og flammen brænder ud. Den næste dag var barnet ikke længere.