er kom en tid, hvor Regitse ikke kunne lade være med at græde. Pludselig en dag sad hun i skolen og dryppede ta?rer ud over sit kladdehæfte. Hun gik i første klasse, og selv om hun allerede kunne stave til chauffør, sa? følte hun sig ba?de dum og fortabt.
- Jamen, Regitse dog, sagde læreren, – hvad er der i vejen?
- Ikke noget, snøftede Regitse.
- Joe, sagde læreren. – Et eller andet ma? der være galt.
- Nej, sagde Regitse.
- Tudeunge, sagde en af drengene i klassen, og sa? begyndte de at kalde hende tudeungen. Regitse var ligeglad, hun græd bare, hun var ligeglad med alting, livet var blevet besværligt. Men sa? en dag tog hun sig sammen.
- Nu vil jeg aldrig græde mere, sagde hun stædigt, og sa? holdt hun op. Na?r hun havde fri fra skole, vidste hun ikke, hvor hun skulle ga? hen, hun havde nemlig ikke noget rigtigt hjem, sa?dan som hendes kammerater havde. Hun havde heller ingen rigtige forældre mere. For det var nærmest som om, at de havde ”glemt” hende. Sa? det endte tit med, at efter skole gik hun rundt nede i skoven, indtil det blev sent om aftenen og hun tog tilbage til det ensomme hus, som hun ma?tte kalde for sit ”hjem”. Det var en blæsende eftera?rsdag. Ottea?rige, lille Regitse vandrede ind i skoven med tunge skridt.
Det er gratis at oprette en konto