Edwin sidder på værelset, ser sig i spejlet og har i flere måneder ikke kunnet kende den person, der reflektere sig i det blanke aluminiums glas. Dybt inde i ham gror en følelse af had og foragt, der som et stort ukueligt moster destruere, hans indre følelsesladede personlighed og medlidenheden for de pårørende af mennesker, han i de sidste år har været med til at aflive.
Om lidt skal han med Carl og Mick, der er hans makkere fra De Hvide Mænds Korps, pensionere en ældre mand. De sidder i bilen, og det er Mick der køre, da Chefen pludselig ringer til ham. Han beder Mick om at holde ind til siden og gå udenfor. De snakker ikke særlig længe, inden Mick sætter ind i bilen igen og starter den næsten lydløse motor. ``Planerne er ændret!´´, lyder det koldt og ufølsomt fra Micks næsten kridt hvide læber. ``Til hvad?´´, spørger Carl omme fra bagsædet. ``En gravid pige på nitten år der er tretten uger henne. Hun er til Edwin!´´ svare Mick uden nogen den mindste røst i stemmen. Edwin nikker et anerkendt nik, for han har jo skudt så mange før og hvorfor skulle han ikke også kunne skyde hende?
Det er gratis at oprette en konto