Samtaler i mørket

En ulv tuder i det fjerne, men rigtigt lød det ikke. Der var ikke samme energi, og den samme styr over det. Den lyder nærmest ked af det, som om nogen har glemt den. Tænk at vandre rundt mutters alene i en kold og mørk skov, vågne op om morgenen og aldrig vide sig sikker på om det er sidste gang, den sætter poten på denne frosne jord. De små dråber fra aftenduggen rammer jorden, det lyder som om de konkurrerer om at lave den højeste lyd, men længe går der ikke før lydene bliver overdøvet af en flok fugle, som synger hver deres godnat sang, i hver deres tempo. Det er en lidt forvirrende lyd, men at høre så mange stemmer på en gang er samtidig flot. Lyden kunne sammenlignes med et helt kirkekor, hvis ikke to af den fineste slags. De synger nemlig med det humør de er i. Man kan tydeligt høre de glade fugle. De glade fugles sang er nemlig fuld af sprudlende energi, en både lys og livsglad sang. Der sidder de bare og skutter sig under træernes kroner, uvidende om hvornår solen vender tilbage fra sit lange vinterhi. Den tykke tåge har nu bredt sig og ligger som en tæt hvid dyne på hele skovbunden. Jeg kan kun lige ane mine fødder, som er godt begravet. Den kolde vind bider i mine kinder, og straks føltes de meget større end de er. Kulden får alting til at virke dødt. Udover den hvide tåge og de klare stjerner er der bare sort, kuldsort. Lyden bag min ryg gør mig bange, men det er underligt, hvis det havde været højlys dag havde jeg ikke været det mindste bange. Det er ikke lydende der gør mig bange, men mørket. Det evige mørke man altid har været så bange for at skulle forsvinde ind i, det mørke der gør tingende større, og farligere end de er. Lyden bag mig kommer sikkert bare fra et lille og uskyldigt egern der var på vej op i sit træ, og på vejen derop fik knækket en gren eller to, men i mørket lyder det som om nogen vil gøre mig ondt, som om jeg er på vej til den sidste udvej, mørkets vej. Et lys bevæger sig hurtigt over himmelen, det var et stjerneskud. Ét lys blev slukket, et nyt blev tændt.