At opnå forståelse for begrebet hæmatokritværdi vha. en computeranimation.
Teori
Hæmatokritværdien defineres som de røde blodlegemers andel af blodet udtrykt i procent (%). De røde blodlegemer er kerneløse celler, der indeholder hæmoglobin. Hæmoglobin er et protein, der består af fire dele. Hver del har et kompleks-bundet jernatom (Fe). Jernatomet er det, der giver blodet dets farve og hertil ilt (O2) bindes. Hvert hæmoglobinmolekyle kan således binde fire O2-molekyler, og kroppen bruger denne mekanisme til at transportere O2 rundt i kroppen - fra lungerne og ud til der, hvor O2’en forbruges.
En høj hæmatokritværdi betyder god O2-transport og er derfor ensbetydende med gode betingelser for, at arbejdende muskler kan virke under optimale (dvs. iltrige) forhold. Derfor er en høj hæmatokritværdi også lig et højt kondital (= kroppens maksimale O2-optagelse) og en høj kapacitet til udholdenhedsarbejde.
Forhøjelse af hæmatokritværdien kan ske naturligt ved at motionere eller opholde sig i længere tid i områder med ”tynd” luft (bjergegne), men er også blevet kunstigt skabt hos idrætsfolk ved at indsprøjte opkoncentrerede portioner af eget blod ('bloddoping') eller ved at påvirke med kemi (EPO). Sådan 'doping' af enhver slags af sportsudøvere betragtes i dag som snyd, og i forbindelse med konkurrencer tages der stikprøver for at kontrollere bl.a. hæmatokritværdien. Normalt vil hæmatokritværdien ligge på 35-45 % for kvinder og 40-50 % for mænd. Værdier > 50 % betragtes som sundhedsskadeligt, da blodet er så tyktflydende, at det ikke løber så let i blodårerne, hvilket kan være årsag til bl.a. blodpropper. Hæmatokritværdien kan bestemmes ved at centrifugere en blodprøve og derefter måle den røde farves udstrækning i prøven.
Det er gratis at oprette en konto