”Fly, skreg de, fly, hvad kan flygte kan! Hvo står for Danmarks Kristian, hvo står for Danmarks Kristian, i kamp?” Sådan lyder de tre sidste vers af første strofe i Kong Kristian stod ved højen mast af Johannes Ewald fra 1779. En almægtig konge var han, den gamle Kristian d. 4 og ærværdigt tænker vi tilbage på ham. Det var tider, hvor vi var stolte af at være danske. Men ak, tiderne skifter - om end det kan være til fordel for noget positivt. Som dansker må vi, som alle andre nationer indstille os på, at globaliseringen er nået frem. Med et tast på mobilen er man i forbindelse med New York, Paris, Barcelona – selv Indien, Burma og Algeriet er lige om hjørnet. Hvis vi bare trykker på et par taster. Tankeopvækkende er det, det kan vi ikke komme uden om og med en nærmest febrilsk ophidselse ringer jeg til min egen familie, der er på weekendtur – i Milano. Er det ikke vidunderligt? Vi er jo pludselig til stede i alle verdenshjørner, hvis vi ønsker det – måske ikke fysisk, men i hvert fald åndeligt set. Selv efter jeg har lagt røret på til min far i Milano, kan jeg ikke stoppe med, at tænke på hvor tæt forbundet, vi er med hele verden. Findes der overhovedet en dansk nationalitet tilbage lige så snart vi vender blikket væk fra en landskamp i fodbold eller hendes majestæt, Dronning Margrethe. Er vi borgere af landet Danmark eller er vi børn af moder Jord i stedet? Eller sælger vi bare os selv for højest bydende? Fordybet i mine tanker vandrer jeg rundt i en af de mange smukke skove i det bølgede Midtjylland. Som nationalklenodiet Pia Kjærsgaard så gribende beskriver det danske landskab om foråret: ”Hvis jeg i april er på vej til Jylland og kigger ud over markerne, hvor man kan se, at græsset stadig er hårdt. Sådan lidt frostagtigt, men det er tæt på at sige puf (…). Det synes jeg simpelthen er smukt.”. Og hvor er det svært at være uenig med Pia, fordi hvor er det smukt. Det kan man da umuligt argumentere imod?
Det er gratis at oprette en konto