Verden er i konstant forandring, og globaliseringen sætter stadig sine tydelige spor. Som følge af globaliseringen er det blevet lettere at kommunikere med resten af verden, og gennem denne tætte kontakt påvirkes vi konstant af andre landes kultur og sprog. Kommunikation på tværs af landegrænser forudsætter, at man lærer nye sprog, og det medfører oftest, at man tager fremmede ord til sig og integrerer dem i sit eget sprog. Samtidig stifter man bekendtskab med fremmede kulturer og traditioner, hvilket kan være med til at ændre ens egen og landets identitet. Hvorvidt denne påvirkning er positiv eller negativ kan altid diskuteres. Betyder påvirkningen, at landet oplever en højere grad af mangfoldighed, eller er det i stedet en trussel mod ens værdier, som i sidste ende kommer til at splitte landet.
Tre personer har, hver på sin måde, forsøgt at give deres bud på, hvilken betydning påvirkningen af sprog og kultur har for et lands identitet.
Den danske forfatter Sven Holm udgav i 1978 digtsamlingen ”Luftens temperament og 33 andre digte fra Grønland”, som digtet ”Grønlands historie eller danskernes historie i Grønland” var en del af. Digtet omhandler Danmarks besættelse af Grønland, hvor danskerne forsøger at gøre Grønland til et land med danske værdier. Sven Holm udtrykker en kritisk tone overfor danskernes indtagelse af Grønland, da han indleder digtet med at stille spørgsmålstegn ved, hvad danskerne egentlig havde af intentioner, da de rejste til Grønland. Han skriver om, hvordan Danmark medbragte Kristus og Kronen for at indføre danske tilstande i landet. Grønlænderne gjorde ikke modstand mod danskernes overtagelse af landet, og Sven Holm sammenligner grønlænderne med tålmodige børn, som gør hvad de får besked på. Han beskriver, hvordan Danmark medbragte principper i stedet for visioner og følelser, hvilket får det grønlandske folk til at vågne op. De formår at vinde deres land tilbage udelukkende ved hjælp af tale og deres eget sprog. De gør Grønland til deres eget land igen ved at ændre de danske navne til grønlandske, så de igen kan kende det. De begraver de danske navne og værdier og dermed danskernes indflydelse i landet.
Det er gratis at oprette en konto