Virkelighedens samfund

Virkelighedens samfundDer var mørkt og stille. Nærmest intet lys. Og dog var mørket ikke fuldstændigt. Langt ude kunne man se små bitte lys som fra nogle gadelygter, der belyste vejen. Ja, man befandt sig nemlig på en vej. Ikke hvilken som helst vej. Det var vejen, der førte til Helvede…Det var den 15. juni år 2033. Endnu en helt almindelig dag i den lille by, Cornville. Folk var i det samme triste humør, led af den sædvanlige depression, var ligeså kolde, ligeglade og ufølsomme som alle andre helt almindelige dage. Som sagt, en helt almindelig dag for borgerne.Carl Mello, 29 år. Jeg boede i udkanten af Cornville – en by med et helvede af et samfund. Ligeså vel som de tusindvis af andre byer på Jordkloden. Men jeg var anderledes, jeg var skide træt af det her samfund. Intet fællesskab, ingen kommunikation, ingen hjælpsomhed. Det var helt uvant for folk at hjælpe andre. Gad vide om folk overhovedet vidste, hvad det ville sige at hjælpe andre. Ja, folk her i Cornville var rent ud sagt pisse ligeglade med alting.Jeg gik min sædvanlige rute gennem skoven, tværs over marken og ind til byen. Det var min måde at starte dagen op på. Jeg træffede altid de samme mennesker, nemlig Hr. og Fru. Pinella. De så altid ud som om at de kom direkte fra en begravelse. Suk…Men ruten i dag var ikke helt ligesom de andre. Det var nemlig i dag, det hele startede.Da jeg var gået gennem skoven og havde passeret vejen, fik jeg pludselig en idé. Sådan en af de der totalt overdrevet, umulige idéer. Jeg ville ændre samfundet! Ændre på folks attitude, opførsel, holdning – på folks uhjælpsomhed og ubarmhjertighed. Det var den hidtil bedste idé, jeg længe havde haft. Den store udfordring var dog bare, hvordan en lille fyr som jeg, nogensinde skulle kunne ændre så håbløst et samfund.Jeg fortsatte min rute og grublede over, hvordan jeg kunne vække min idé til livs. Hvordan jeg kunne udføre den her helt umulige idé. Jeg følte at min hjerne var ved at koge over. Det føltes som om at det begyndte at bruse og boble inde i hovedet på mig.Jeg vågnede op næsten morgen, helt slået omkuld. Jeg tog mig til hovedet. Hovedpinen var så småt ved at forsvinde.Jeg var ude og gå min rute. Pludselig kom jeg til at tænke på den drøm, jeg havde i nat. Den drøm om demonstrationen… Ja, jeg skulle starte en demonstration! Det ville da være en begyndelse på min plan om at ændre det her samfund.Ruten føltes kortere i dag. Måske fordi jeg gik så lynhurtigt. Inden jeg vidste af det, var jeg fremme ved centrum og begyndte straks at spørge de forbipasserende personer, om de ville indgå i min demonstration.Efter at have spurgt 28 personer, opgav jeg.