På barndommens vinger

Da jeg fløj på barndommens vinger var verden tryg. Alle elskede hinanden og krig fandtes ikke, der var ingen der kæmpede og man var aldrig uvenner. Skadestuer fandtes ikke, og hospitalet var kun for gamle mennesker der spiste for meget sukker og var ved at dø. Jeg var bange for mørke, lige indtil min far sagde at stjernerne passede på mig, både om natten men også om dagen, man kunne bare ikke se dem. Jeg troede på julemanden lige indtil jeg opdagede prisskilte på gaverne og når jeg kyssede ham på kinden kunne jeg lugte det var min far. Jeg var bange for høns fordi jeg fik af vide de var i familie med dinosaurer. Græsset var lige grønt på begge sider og stråene lige lange, kærlighed var altid en god ting. Jeg troede jeg havde fundet mit livs kærlighed i 1 klasse, og døden var der 100 år til at jeg skulle opleve. Dengang kiggede folk ikke underligt på mig når jeg havde prikkede gummistøvler på, det var tilladt at prøve at ligne dem fra bladene, uden at blive anklaget for at være en taber. Ingen skar i sig selv. Der var ingen der brokkede sig over at de store børn brugte for meget tid foran computere og playstation, ingen kommenterede at deres bukser sad for langt nede og bluserne for højt oppe, ingen sagde til børn at de skal gå på slankekur og alle var glade for deres udseende. det var lovligt at trampe i gulvet og smække med dørene når man var sur, ingen slog på deres bør. Voldtægt eksisterede heller ikke. Ingen begik selvmord og bomben var ikke opfundet endnu, terrorisme var slet ikke et ord der fandtes og pistoler var kun noget drengene havde med plastik kugler. Det var meget sjældent at folk døde, og når de så døde var de 100 år gamle. Dengang var flyvere en meget stor ting som bare fløj rundt oppe i luften lige så sikkert som dyrene med vinger, jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at de kunne styrte ned, eller flyve sammen. Da jeg fløj på barndommens vinger var det i orden at tro man var prinsesse af sin by, det var naturligt at lege med dukker, og ingen grinede når man sagde at man gik til blokfløjte. Man brugte ingen penge og alt hvad man behøvede, fik man af forældrene. Alle troede på at deres drømme blev virkelighed en dag. De voksnes job betød ingen ting, de var lige meget værd om de så var rengøringsdame eller chef på Ekstra bladet. Skraldemænd og direktører kunne stadig sidde i samme kupe i toget og børnene interesserede sig ikke for hvad deres venners forældre arbejde som og skilsmisser var kun i yderst ekstreme tilfælde. Ingen følte sig alene, alle legede med alle, man delte hvad man havde, og hjalp hinanden. Ingen fortrød hvad de gjorde eller sagde, for man vidste når folk ikke mente hvad de sagde. Ingen havde lyst til at forlade sine venner, familie og by, for den mindede en om hvor man kom fra og hvorfor man var som man var. Det gik op for mig at jeg kun skulle leve i 12 år før jeg oplevede døden på nærmeste hold, og ikke 100 år som jeg havde troet. Man kunne godt begå selvmord. Jeg tror nu at man først dør når man har følt alle følelser, når man har elsket, hadet, misundt, savnet, hadet, været glad, trist, svigtet, forelsket, lykkelig og alle de andre følelser, først når man ved hvad de betyder dør man. Det gik op for mig at vi alle skal dø før eller siden og lige meget hvor ofte du siger at du aldrig vil svigte dine nærmeste, kommer du til det, om ikke andet vil de føle sig svigtet den dag du dør.