Englands historie: fra bronzealder til imperium

I bronzealderen var landet en vigtig eksporterer af tin. England var størstedelen af den romerske provins i Britannien fra 43 e.v.t til cirka 400. På den sydlige del af øen storbritannien i det vestlige Europa var kongeriget England en stat. Hovedstaden denne gang var Winchester i Hampshire indtil i 1066 var den normanniske erobring. Siden da valgte kongen Vilhelm 1. (1066-1087) at London var den nye hovedstad. Indtil ”fusioneringen” i 1707 tjente London som hovedstad for kongeriget England. For Kongeriget Storbritannien(1707-1801) og det forenede kongerige Storbritannien og Irland tjente London også som hovedstad. I dag er den hovedstad for det forenede kongerige ("United Kingdom").

Egentlig var Det Forenede Kongerige befolket af keltiske stamme, men i det 5. århundrede invandrede der germanske stammer, for det meste anglere og saksere fra dengangs Nord-Tyskland, men der indvandrede også juder fra dengangs Danmark . De germanske skamer lagde grundlaget for den engelske nation og medbragte det gammelsaksiske sprog som nu er dagens enkelsk. Efter Vilhelm 1’tes erobring blev angelsakserne erstattet af de skandinaviske normannere. Derefter blev angelsaksere og normannere endnu et folk som holdt sammen.

I 1800-tallet var Det Forenede Kongerige dominerende handels- og sømagt i verden med et imperium som strage sig over en tredjedel af verden. Blandt andet var Indien, Canada, Australien og større dele af Øst Afrika underlagt den britiske krone. Den britiske monark er efter følge dette stadig statsoverhod af mange af de tidligere konlonier.