Englands historie fra bronzealderen til 1707

Fra 43 e.v.t. til cirka 400 var størstedelen af England den romerske provins Britannien

Kongeriget England var en stat i det vestlige Europa, på den sydlige del af øen Storbritannien. Hovedstaden i kongeriget var Winchester, i Hampshire, indtil den normanniske erobring i 1066. Vilhelm 1. af England (1066–1087) valgte London som ny hovedstad. London tjente som hovedstad for kongeriget indtil dets "fusionering" i 1707 og er stadig den dag i dag de facto hovedstad i

England. Byen har også tjent som hovedstad i både Kongeriget Storbritannien (1707–1801) og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland (1801–1922). I dag er den hovedstad i Det forenede Kongerige ("United Kingdom").Kongeriget England har ingen bestemt dato for sin grundlæggelse. Kongeriget kan spore sin oprindelse helt tilbage til det såkaldte heptarki, der var følgende syv små kongeriger: Øst Anglia, Essex, Kent, Mercia, Northumbria, Sussex og Wessex. Kongerne af Wessex begyndte at blive dominerende over de andre kongeriger i løbet af det 8. århundrede. Denne proces fortsatte op gennem det 9. århundrede. Alfred den Store, som regerede 871 - 899, var den første konge af Wessex, som betegnede sig selv "Konge af England". Hans søn, Edvard den Ældre, som regerede 899 - 924 overgik sin fars militære bedrifter ved at udvide sit herredømme til at inkludere Danelagen. Hans søster Ethelfledas død i 918 resulterede i, at han tilranede sig magten over Mercia fra sin niece Aelfwynn i 919. I 927 faldt det sidste af kongerigerne fra tidlig middelalder, Northumbria, til Wessex-kongen Athelstan, en søn af Edvard den Ældre. Han var den første til at herske over et samlet England (ikke den første de jure, men afgjort den første de facto). England er forblevet en politisk enhed siden da. I løbet af det 10. århundrede var kongeriget genstand for nye invasioner af vikinger fra Danmark. Som svar på vikingernes røvertogter gav Æthelred 2. af England i 1002 ordre til, at alle danskere i England skulle henrettes. Det ledte dog blot til, at kongen af Danmark og Norge, Svend 1. (Svend Tveskæg), rettede sin opmærksomhed og vrede mod England for resten af sin levetid.