Mordet

Hun vidste det! Hun vidste det nu ville blive afsløret. De var ankommet til lejrskolen efter en dødssyg cykeltur på næsten to timer. I regnvejr. De fik en halv time til at indrette sig på deres værelser. Så skulle de mødes i Den store sal. Susanne, Jim, Abdul og Sussie vidste udmærket godt hvorfor, men nu gjaldt det bare om ikke at stikke hinanden i ryggen. Inden de over til Den store sal åbnede de døren og så at politiet også var kommet. Deres lærer Morten kom ind og sagde, at de skulle gå hen i salen nu. En efter en blev de udspurgt af politiet. Det var først Abdul. Han gik køligt ind uden problemer og lige så køligt ud igen. Politiet fik ikke noget svar ud af ham. Derefter var det Sussie hun havde nerver på men kom også ud uden at have fortalt noget. Så var det Jim, som også var kølig. Ligesom de andre 3 sagde han ikke et ord. Der var gået ca. 2 timer, og politiet manglede kun Susanne. Hun gik ind helt nervøs. Lige efter hun havde sat sig ned brød hun sammen. Der faldt tårer ned. Hun var helt færdig. Hun kunne ikke holde det ud længere, så hun begyndte at fortælle snøftende. ”Det hele startede med, at vi skulle på cykeltur med klassen blot 1 måned efter vi overhovedet var kommet på efterskolen. Lige da jeg startede på skolen var Sussie, Abdul og Jim dem jeg bedst kunne lide. Jeg blev ret hurtigt gode venner med dem, og fra starten af skoleåret blev vi kendt på som 4kløveren. Vi skulle cykle ret langt omkring 15 km, så vi kunne lærer stedet at kende. Vi cyklede og jeg var den bagerste. Pludselig kunne jeg ikke mere så jeg faldt af cyklen. Sussie så mig falde så, hun smed sin cykel og løb straks over til mig sammen med Jim og Abdul. Resten af klassen cyklede bare videre, ingen havde lagt mærke til os. Der kom et lille snøft og så kom tårene bare væltende ned igen. Politimanden begyndte at trøste hende. To min senere begyndte hun at fortælle videre. Jeg lå på jorden og kunne næsten ikke få luft. Jeg har astma, så jeg kan ikke cykle eller løbe så meget uden at tage min medicin, hvilken jeg glemte på skolen. Efter ca en halv time kom jeg til mig selv igen, men ingen af os vidste hvor vi var. Vi var inde i en ret stor skov og vidste slet ikke hvilken vej vi skulle tage. Vi valgte en eller anden vej og det viste sig at være den forkerte. Vi endte til sidst ved et hus, som der viste sig at være en Bodega. Jim, Abdul og Sussie var på vej ind for at spørge om vej til efterskolen, imens jeg stod der og passede på cyklerne. Mens de var derinde kom der en meget stor mand ud med en øl flaske i hånden. Han lignede en fra gyserfilm. Meget lang sort frakke, med en sort hat der matchede, sorte sko, nogle vildt farlige øjne, og så så han bare sur ud. Abdul gik forrest og det første manden sagde var dit sorte svin, han var ret fuld. Abdul blev sur og gik hen til manden og gik helt basærk på ham. Han kunne slet ikke styre sig. Manden tog sin ølflaske og slog Abdul i hovedet med den, så den var knækkede midtover. Jim kom farende og hoppede op på ryggen af manden. Abdul rejste sig og..og..og. Nu begyndte Susanne at græde igen. Politimanden beroligede hende. Og så tog han den halv knækkede ølflaske og stak manden med den. Vi alle kiggede på Abdul og kunne ikke tro vores egne øjne. Han var gået fra at være en helt almindelig skoledreng til at blive en morder som ville komme ind og sidde i spjældet fordi han ikke tænkte sig om godt nok. Abdul begyndte efterfølgende at råbe. Han bad os om at hjælpe ham med kaste manden i søen. Der meldte jeg pas med det samme, men Jim og Sussie hjalp ham. Efter de havde gjort det cyklede vi bare afsted. Ved ikke hvordan, men vi fandt efterskolen. Efter en uge tænkte vi at ingen ville finde ud af det, men så kom Morten og sagde at I var på vej herover. Morten sagde også at der var nogen der havde set det ske. Politiet fortalte at mand fra bodegaen havde fortalt, at han havde set os stå derude og skændes med en mand. Pludselig så han bare den store mand falde ned med blod over det hele. Han løb straks over for at ringe til politiet. Manden der fortalte det kunne ikke se hvordan i så ud pga. de huer og hætter i havde på, desuden havde i vendt ryggen til ham. Han kunne kun se mig eftersom jeg ikke havde noget på, men Morten er jo ikke dum han kunne godt lægge 2 og 2 sammen. Han sagde til mig at hvis jeg ikke er indvolveret i det der skete, så syntes han at jeg skulle fortælle det for ellers kunne jeg få hele skylden. Der gik 3 timer og Susanne var færdig med at snakke. Politiet kom ud, så sagde de til Abdul, Jim og Sussie at de skulle komme med på stationen at de vidste det fra start af, men de ville bare se om de ville sige det. Abdul, Jim og Sussie vidste også godt, at det var mig der havde udgivet dem til både Morten og politiet. Jeg vidste at de aldrig ville snakke til mig igen, men jeg ville altså ikke blive indblandet i en mord sag som jeg ikke har været med til. Abdul kom på opholdssted indtil han blev 18. Efter det skulle han ind og sidde i 10 år. Sussie og Jim skulle bare være på opholdsted til de blev 18 og så var det slut. Og jeg, jeg færdiggjorde folkeskolen. Lige nu så går jeg på Gymnaiset. Jeg vil gerne læse medicin og blive læge en skønne dag. Medin 8.b