Samtaler i mørket

Jeg synes at mørket føles som et fængsel, man kan ikke se noget, men man kan høre det. Det føles som om at man er spærret inde for evighed og prøver at finde en udvej, som er lyset, men det føles umuligt. Du kan høre bevægelser og lyde, men som er ukendte og uhyggelige for en person, fordi at man ikke ved hvem det er eller hvordan det ser ud. Man leder og leder efter lys for at føle sig tryg. Lyset skaber et positivt blik for en person og mørket skaber et negativt blik. Når man går i mørket ved man ikke hvor man går, hvor man er og hvor man skal gå, det er som om at man går en vej som aldrig har en slutning, men når man ser et lys ved man selv at udvejen er der nede. Man hører ukendte lyde, man ved ikke om det er et spøgelse, med mindre at man tror på spøgelser, om det er dyr eller mennesker man kan høre. Hvis man tror på spøgelser vil en hver blive bange, fordi at man ved at spøgelser er uhyggelige væsner og at de skaber rædsel for en person, så man kan stikke af fra den. Men hvis man ikke tror på spøgelser, så har man en anden frygt og det er at man ikke ved om det er en slange, løve eller nogle andre dyr som man er bange for. Hvis man kan høre menneske lyde ville man automatisk prøve på at kommunikere med mennesket, fordi at de er samme væsner og at de kan kommunikere med hinanden, men så er problemet om hvordan mennesket er, man vil kommunikere med, er det en morder? En gammel uhyggelig mand med en økse? Eller en psykopat? Men alligevel vil man prøve på at kommunikere med mennesket, fordi at man ikke ved om det er en god eller dårlig person, man vil tage chancen uanset hvad. Når du er alene i mørket vil du få drømme om at finde lyset, finde udvejen. Mørket er der hvor man vil kende frygten at kende, hvordan og hvorledes frygten er. Mørket er der hvor du prøver på at finde ideer om at finde vejen til lyset, om det ligger til højre eller venstre side. Mørket er der hvor du finder ensomheden, der hvor du finder dig værdiløs, alene og ingen ting eller noget ved din side. Ensomheden er et hvert menneskes ven, fordi den er der altid hvor du er alene med dine tanker. Ensomheden kan få et menneske til alt, bare når du er alene med den. At være ensom er et af menneskets værste fjende men samtidig bedste når du er alene med den. Ensomheden har altid været der siden man var lille og stor, den har altid ventet på dig. Ensomheden føles som om at man har hele verden for sig selv, kun selve personen og ensomheden i denne kæmpe verden er man sammen med. Når du er alene med ensomheden vil du hade dit liv og alt hvad du har haft, du vil dræbe dig selv fordi at du synes du er intet værd for nogen. Men når du er med ensomheden kan du også vente på håb, vente på lyset som du prøver at finde! Med ensomheden føler du at du har alt hvad du har brug for, men du har bare ingen at dele det med.