Vandet strømmede ned fra mit lange hår, ned over min sorte jakke, og hen mellem mine bukser, ind i mine lappede sko og gennem mine gamle sokker, helt ind i mine fødder. Det føltes normalt, det sker jo hver dag. Jeg tør ikke spørge mor, om hun vil lappe mine sko. Fordi sidste gang, fik jeg den ene sko kastet på ryggen, fordi jeg havde lavet hul i mine sko. Jeg går hurtigt ned gennem gaden der dufter af ny bagt brød, jeg får lyst til at stoppe op foran den butik. Den bagerste væg er malet lyse gul og der hænger brød i forskellige størrelser og former. Min ynglings brød er den med feta ost i, den smager godt. Jeg går længere ned ad gaden med små hurtige skridt. Jeg prøver ikke at stoppe op og kigge i butikkens rude. Men for sent der ligger de jo, lyserøde små støvler, der er en prinsesse på hver side og de lyser når man går. Bedst af alt de holder ens fødder varme og der kommer ikke vand igennem. Jeg kigger ned af mig selv og stopper ved mine fødder. Jeg kan ikke lide mine sko. Jeg får lyst til at skrige det. Men kigger rundt, hvad mon folk tænker om mig? En gammel kone skubber mig til side og råber :¨Hvad laver du foran skobutikken? Du har alligevel ikke råd!”. Den sidste sætning såre mig dybt, en tåre triller langsomt ned ad min kind, jeg får en kæmpe klump i halsen og går videre. Langsomt og stille triller en ny tåre ned ad min kind, pludseligt begynder der at vælte mange tåre frem en efter en.
Det er gratis at oprette en konto