Katastrofen

Hej 9. D. Dagene bliver lange. Jeg ligger på et midlertidigt sygehus i en gammel lagerbygning. Der er overfyldt, mennesker der skriger. Rummet bliver fyldt op af smerteskrig. Væggene er klamme og en stank af mug og syge mennesker forplanter sig dybt inde i mine næsebor. Denne stank er ulidelig de første par dage man ligger her, men man vender sig hurtigt til dunsten. Der kommer hele tiden nye patienter med større eller mindre skader herind, resurserne er knappe i dette fattige land og det medfører selvfølgelig dårlige nødløsninger i medhold til operationer og amputeringer af arme og ben. Med den smule viden jeg har omkring hospitaler og dets handlinger er dette helt uacceptabelt. Hvis man ikke har de skinner, gips eller lign. Der burde bruges på behandlinger af knuste knogler i arme og ben, eller en skade der har medført en infektion amputeres benet eller armen. Det er hverdagskost at se lidende personer der, helt enkelt får savet lemmer af uden brug af tilstrækkelig bedøvelse. Deres skrig, deres ansigtsudtryk samt tårerne på deres kinder som afspejler sig i at intet job vil i fremtiden kunne tilgodese deres kommende handicap og de vil ikke kunne tjene til brødet, huset og børnene. Bare at se disse mennesker lide en så stor kommende last er dybt deprimerende. Det tager virkeligt hårdt på mig at se disse fattige mennesker kæmpe og kæmpe for deres eget helbred, imens at de indfødte sygeplejersker glæder sig over at det ikke er dem der får et handicap for livet. Allerværst er det at kigge ned i det venstre hjørne af bygningen hvor der ligger symbolske 13 døde patienter med et hvidt lagen over sig. Lægerne og disse patienter havde helt sikkert kæmpet en brav kamp for at overleve, uden held. Som dagene går og mit ben begynder at hele får jeg mere og mere håb om at kunne komme hjem til jer snart! I har nok alle hørt om jordskælvet hernede og I har alles jeres meningerne og tanker omkring det, men jeg kan så fortælle jer at ingen som helst har en idé omkring hvor forfærdeligt det hele i virkeligheden er. Jeg erindrer egentligt ikke så meget fra selve jordskælvet, da jeg blev slået bevidstløs da bygningen styrtede sammen. Jeg husker dog hvordan jeg var i færd med at handle ind til aftensmåltidet, nede ved det lokale marked imens mine forældre arbejdede 2 gader længere nede. Hele undergrunden begyndte svagt at vibrerer og ingen tænkte over det i starten, omtrent 2 minutter efter begyndte det at ryste for alvor. Jeg var hurtigt klar over hvad der skete, og det samme var alle andre personer omkring mig. Alle gik panik og mit hjerte galoperede som aldrig før! Meget længere nåede jeg næppe at tænke før jeg fik en ukendt stump genstand i hovedet. Jeg vågnede op på hospitalet med en dunkende følelse i baghovedet og en forfærdelig brændende fornemmelse i mit venstre ben. Jeg forstod intet af det de Israelske læger prøvede at forklare mig, heldigvis er begge mine forældre læger for ”Læger uden grænser” og det lykkedes dem at finde mig i dette primitive hospital. De ville om ingen omstændigheder lade de israelske læger lave indgreb på mig, da deres uddannelse og deres grej enten er forældet eller meget primitivt. Min far havde så hentet hvad mine forældre skulle bruge oppe på deres eget hospital. De ville have fragtet mig derop, men det var der ingen mulighed for, da alle gaderne var fulde af murbrokker og sengepladserne var knappe. Jeg havde heldigvis ikke fået påtaget mig nogen fatale kvæstelser. Jeg har fået nogle større skrammer psykisk end fysisk. Når jeg lukker mine øjne hører jeg lyden af døende personer, knuste knogler og mærker alt cement støvet komme ind igennem luftvejene og kvæle mig, imens jeg stadig ved, at der ligger personer derude under nedfaldende bygninger der kæmper deres egen kamp for at overleve. Den tykke tåge af støv ligger stadig som et tæppe over hele byen, det er umådeligt svært at trække vejret ude i gaderne. Mange personer får kroniske øjenskader af støvet, hvis de har ligget under murbrokkerne eller nedfaldne vægge og fået støvet i deres øjne. Det hele er som et stort mareridt hernede, det er ligesom at være tilbage i 1. verdenskrig i henhold til sygepleje og hospitalerne, imens det føles som om at tiden står stille. Der bliver ved med at komme nye tilskadekomne patienter ind og ud af dørene. Uret går sin regelmæssige gang hver dag. Denne hverdag er slet ikke til at holde ud, men jeg varmer mig ved tanken om at mine forældre og jeg lever i bedste velgående og det samme gør I mine venner. Jeg vil slutte brevet af her i håb om at i får brevet og at I vil tage jer god tid til at læse det og prøve at sætte jer ind i hvorledes denne anderledes hverdag foregår i Israel efter skælvet. Ingen af jer skal være bekymrede for min familie og jeg. Vi skal nok overleve, men gør mig den tjeneste at bede en bøn for alle de sårede og afdøde personer hernede. Jeg glæder mig til at komme væk herfra og se jer igen! Jeg skriver snart igen, og fortæller jer omkring situationen hernede set fra en bekendts øjne. Mange hilsener Søren Stylsvig Præst