Skiftet synsvinkel: Det forkerte barn

I dag tog mine forældre Brian med hjem som deres søn, og Brians far tog mig med hjem i stedet. Jeg turde ikke sige noget til Brians far, jeg blev næsten bange for ham. Han virkede så forvirret, meget forvirret. Og sur. Jeg satte mig ind i hans bil, og på det tidspunkt forstod jeg stadig ikke rigtig hvad han havde gang i? – Måske skulle jeg bare hjem og lege ved Brian, og så havde mine forældre måske glemt at fortælle mig det? Men nej, det viste sig, at det ikke var tilfældet. Jeg blev faktisk næsten bange for Brians far. Brian var jo slet ikke ligesom ham. Vi satte os ud i bilen, og Brians far tændte for bilradioen, og alt det andet der skulle sættes igen, for at bilen kunne starte. Han kørte stærkt, og han var lige ved at køre op i enden af en bus.”Forhelvede hvor ville jeg gerne bide i en buschauffør lige nu” vrissede han. Jeg sagde ikke noget, jeg var jeg skræmt fra vid og sans. Lidt efter kom vi hen til Brians hus – agurkestien. Brians far hev i håndbremsen, og trykkede på knappen til sikkerhedsselen, der sprang tilbage så hurtigt at den ramte ham lige imellem øjnene. Jeg var meget tæt på at grine.