Elenas sidste chance

Hun sidder i vindueskarmen. Udenfor er mørket ved at falde på. Uret tikker. Og det er hendes sidste chance.Hun smiler ganske stille. Det føles vidunderligt endelig at have styr på tingene. Kontrol. Fortryllet leger hun med effekten af ordet. Det er hende der skal træffe valget, og det skræmmer hende for en gangs skyld ikke.Fornøjet opdager hun, at hele situationen slet ikke er nær så skræmmende som hun havde forventet. Hun føler sig sikker på at hun er på vej til et bedre sted, et sted hvor hun ikke er en fremmed mere. Hun ved hun endnu kan nå at ændre mening, men kan stadig ikke se grunden til dette. Hun kan ikke se den, den er der ikke? Der er intet til at holde fast i? Dette vil blive det største øjeblik i hendes liv. Det vil blive den første, bedste og sidste gode oplevelse i hendes elendige tilstedeværelse. Hun vil endelig være fri. Hun udstøder et højlydt fnys over situationens ironi.Hun svirper hovedet en smule tilbage, en af de højrøde lokker strejfer hende ansigt. Hun føler sig for første gang en smule utilpas. Håret. Det røde hår. De små fregner. Prikker der nænsomt, men dog stadig uden at overdække, pletter hendes kridhvide hud. Disse egenskaber der gjorde hende anderledes og fremmed. Der udgjorde at det var hende der skulle udsættes for klassekammeraternes stygge og onde ord.Men på den anden side – langsomt genvinder hun fatningen – burde hun takke dem.? Nu ville hun finde lykken. Lyset skulle lede hende på vej. Hun ved at dette fra starten havde været hendes skæbne. Hun er skabt til at eksistere i det hinsides.Hun husker tilbage på morgenen selvsamme dag. Hvordan hun havde stået foran spejlet og skulet dybt ind i det, søgende – med et efterhånden dødt håb om at der i løbet om natten var udsprunget bare den mindste skønhed ud af hende.Men alt der havde nået de grønne øjne og hendes viltre hår, og de paniske, spinkle arme der forgæves havde forsøgt at få orden på det. Mislykkes forsøg!Hun havde smidt sig på sengen, grublende over hvilke pinsler ”Den Store Mand Der Skjulte Sig Bag Skyerne” havde planlagt for hende i dag. Ikke at denne dag var forløbet værre end nogen af de forrige dage havde…Skolens enorme mure havde tårnet sig foran hende, skyggerne kastede et skær over gaden. Røde byggesten. Så skrøbelig en farve, der dog alligevel formåede at holde hende indespærret, indespærret i dette helvede af usikkerhed, af en evig angst der kunne blinde hvert et menneske om lykke.En enkelt og let indånding og hendes ben havde båret hende henover det grønne gulv. Tiden af et åndedrag var alt ventetiden havde bestået af, før hendes mentale helvede kunne bryde løs. Hun tog en dyb indånding. Om et øjeblik ville hun være der, være den fremmede, den som ingen kendte og kunne lide.Et øjeblik havde hun lukket øjnene forsigtigt i, før hun havde skubbet den tunge klassedør op. Foran hende havde et virvar af talende individer udfoldet sig. Glade elever, leende. En henrykkelse og en tung form af ivrighed havde smældet hende hårdt i ansigtet. Fået hende til at gispe efter vejret. Tvunget hende ud i en kamp imod sin vilje. Bare det var mig. En kamp imod den stædighed, der ville lade hende løbe bort, langt bort. Hun måtte havde stået og svajet lidt for tydeligt, for klassens uro var brat stoppet og alles opmærksomhed var rettet imod hende. Hun sænkede blikket og rystende havde hun genvundet fatningen og med en kraftanstrengelse havde hun bevæget sig imod sin plads. Følelsen af klassens øjne i nakken, blev forstørret, og hun følte at hun havde hundredvis af sultne ulves blikke følgende hver en bevægelse, hvert et valg. Hver en fejltagelse..Stemmerne omkring hende var genoptaget. Tonefaldet havde denne gang været mindre opildnende, mindre skræmmende. Dagligdags erfaringer havde faret igennem det lille lokale og hun havde tilladt sig selv et øjeblik at slappe af. Ingen ofrede hende et blik, ingen tænkte på hende i dette øjeblik. Hun kunne godt tage det roligt hun var usynlig, i hvert fald for et øjeblik.Usikkerheden. Hold da op, hvor er hun træt af det hele. Hvor er hun træt af at være dette nervevrag, af at være så skrøbelig. Svaghed. Hun er så svag, så uduelig. Men nu skulle det være slut. Et lille smil formes omkring de tynde læber. Skjult bag hendes viltre hår og med tanken om at det snart ville være ovre, følte hun sig for en gang skyld stærk.Med fingrene lader hun sig selv lege med den løse tot hår, imens hendes tanker flyver af sted med hende. Flyver til steder så langt borte i det hinsides, at ingen ville kunne nå dem.Roen havde været ovre hurtigere end den var begyndt. Et par smalle, grå og lystne øjne havde fanget hendes skikkelse. Sofie øjne havde endnu engang udpeget hende som sit nådesløse mål. Sofie's tanker havde ikke i sinde at lade hende slippe før alt styrke var drænet ud af hende. Sofie hænder kriblede i længsel efter at gribe hende, efter at ruske de sidste brikker af selvtillid ud af hende. Hun så hendes smil.