Det var en fredag aften, min kæreste og jeg sad bare inde i køkkenet og var begge to bedrøvet da vi begge ikke længere kunne se en mening i forholdet vi sad og diskuterede, og endte til sidst med bare at sidde overfor hinanden og kigge.
Jeg tænkte tilbage på den dag vi mødtes, til en 18-års fødselsdagsfest, vi kom til at sidde ved siden af hinanden, og snakkede godt fra første øjeblik. Derefter inviterede jeg hende ud på en date. 2 år senere, og vi er stadig sammen. Hver gang jeg var bedrøvet plejede jeg at tænkte tilbage på første gang vi var på date og huskede den som den bedste dag i hele mit liv. Nu var mit liv ved at falde fra hinanden, ingen livsglæde, ingen grund til at leve. Jeg prøvede bare at håbe, håbe og håbe på at vi fortsat kunne være sammen. Lige nu ville jeg bare gerne have det fortsatte som det var lige nu. Men jeg vidste godt at det bedste for både hende og mig ville være at vi slog op. Så sidst på aftenen blev vi begge enige om at det bedste ville være at vi flyttede fra hinanden. Den nat tog jeg over til min broder for at sove, jeg tænkte at det ville være det klogeste, da hverken min ekskæreste eller jeg ville have det særlig godt med hinandens selskab lige nu. Dagen efter skrev jeg til hende om at jeg skulle komme og hente mine ting. Jeg fik ikke noget svar. Til sidst valgte jeg at køre derover. Jeg så at hun sad inde i stuen, helt stille som var en spøgelse gået forbi. Men da jeg gik over til hende sad hun og græd. Hun fortrød alt det hun havde sagt, og syntes at vi skulle give det en sidste chance. Jeg tænkte over det i et bare minutter, men vidste godt at det også var det jeg inderst inde ville, og vi endte med at give forholdet et sidste forsøg.
Det er gratis at oprette en konto