Mathias falder i trance. Det var Per, hans bedste ven, der havde forslået det hele. Mathias var ellers en god dreng, han havde altid dygtig i skolen og haft det godt socialt, men efter han var kommet i gymnasiet, var det gået ned ad bakke. Det var ikke Mathias skyld, han var bare havnet i den forkerte gruppe. Han føler en vrede inde i ham. Det er uretfærdigt, og hvorfor i alverden var han endt her på politistationen, når han er den mindst skyldige? Han tænker i sin vrede tilbage på røveriet. Per, Magnus og Mathias var cyklet ud til sommerhusområdet en barsk og hensynsløs nat i februar. Mathias var nervøs, en af hans største akilleshæl var gruppepres, og ligesom så mange gange før var han blevet presset ud i noget, han ikke brød sig om. De ankom til det gudsforladte sommerhus. De smadrede en rude og kom indenfor. Der var en stank af kattelort og gammel medisterpølse. De tog alt, hvad de kunne finde. Film, cd´er, øl, penge, men de tog ingen bøger, dem han de nok af i forvejen. Da de var på vej ud af døren, for at forlade det nu tømte sommerhus, hørte de en lyd. De gik alle i panik, da det var den lyd de frygtede allermest, sirener. De spurtede ud af døren og hen af vejen. Mathias kunne mærke adrenalinen og blodet pumpe rundt i kroppen. Det var det sidste, han huskede. Da han dagen efter vågnede på hospitalet en hel uge efter gerningsdagen med respirator og hele molevitten, fik han at vide, at han var snublet og havde slået hovedet ned i den kolde asfalt. Han havde fået kraniebrud. Denne gang havde han virkelig trukket nitten.
Det er gratis at oprette en konto