Mathias sidder helt stille og tager sig selv i ærmet. Tiden gik langsomt, rigtig langsomt. Mathias begyndte at blive nervøs, men han vidste ikke, hvad han skulle være nervøs for. Den usikre Mathias, sad med indre billeder inde i hovedet af politibiler, som kom kørerne og stansede ved ham. Han lukkede øjne et kort sekund og sagde ”lige meget hvor meget jeg skal igennem, ville de aldrig få af vide den sande sandhed”. Han var nervøs, men lige inden nøglen blev kørt ind i låsen, viskede han ordet ”Sikkerhed”. Sikkerhed, ordet sikkerhed, kørte rundt i hovedet på ham. ”Jeg skal være sikker!”. Nøglen blev drejet og håndtaget gik ned, døren åbnede sig. For hørings manden gik ind i det kolde, yderst stinkende rum.
”Når Mathias, skal vi ikke bare have det her overstået?” sagde betjenten, med et lille skævt smil, som hælende til venstre side. Mathias synes bestemt ikke, at det var spor morsomt. Han kiggede op på betjenten med et ligegyldigt ansigt. ”Mathias, hvis du bare slapper helt af, så ville jeg stille dig nogle spørgsmål, som jeg ville have at du skal svare på”. Mathias sad, som om han var ligeglad, han havde lovet sig selv, at han ikke ville fortælle den sande historie, hvad der var sket, hvorfor han stod på det hjørne lige på den fredag aften.
Det er gratis at oprette en konto