Søskende på flugt

Vi gik, vi var gået langt. Jeg kiggede mig hele tiden over skulderen for at sikre mig, at der ikke var nogen som fulgte efter os. ”Hvem kigger du efter?” Spurgte Sofie. ”Ikke nogen.” Svarede jeg. ”Ikke nogen.” Jeg tog hendes hånd og tog hende lidt ind til mig, mens vi gik videre. Vi gik forbi en mark og et bondehus. Der duftede af mad. Lugten af mad virkede så lang væk, selvom det var lige i nærheden. ”Kan mor ikke lide os?” Spurgte hun, pludseligt. Jeg vidste først ikke hvad jeg skulle svare. ”Hun havde ikke noget valg. Hun blev nødt til at sende os væk.” Svarede jeg. ”Hun blev ikke nødt til det!” Sagde Sofie bestemt. ”Jo Sofie! Det ved du også godt. Mor elsker os begge, højt.” Sagde jeg. ”Det ved du ikke!” Græd hun. Jeg stoppede op og satte mig på hug for at kunne se hende i øjnene. ”Sofie.” Sagde jeg. Jeg havde svært ved at ordene frem. Jeg blev selv meget rørt af at se Sofie græde, men jeg måtte vise mig som den store. ”Mor elsker os begge to rigtig højt. Hun blev nødt til at sende os væk, ellers ville kommunen bare komme og hente os begge. Og så ville vi blive sat i plejefamilier, og så var det ikke sikkert at vi ville komme sammen.” Jeg løftede hende op og krammede hende ”det skal nok gå det hele.” Sagde jeg, selvom jeg ikke vidste hvad det næste der skulle ske var. Jeg håbede bare alt ville gå. Jeg tog Sofie i hånden og vi gik videre. Det var begyndt at blive mørkt. Man kunne se stjernerne på himlen, og høre nattens fugle synge. Da vi havde gået et stykke tid kunne vi se et lille hus ligge på et hjørne. Et lille hyggeligt hus med stald og kamin. Vi besluttede os for at spørge om de havde et sted vi kunne overnatte, bare natten over. Det var koldt og vi var sultne. Vi gik op til hoveddøren og bankede på. Der var ingen der åbnede. Jeg bankede igen. Jeg kunne høre at der var nogen derinde. Døren åbnede og i døråbningen stod et gammelt ægtepar. Vi kunne mærke et sus af en varme, bag dem. Manden var lille, eller bare mindre end damen. Han havde pibe i munden og avis i hånden. Han så en smule uhyggelig ud. Damen så lidt mere rar ud. Hun smilede til os. ”Vi vil bare høre om I har et sted hvor min søster og jeg kan sove?” Spurgte jeg. ”Bare i nat.” Manden kiggede surt på os, ”skrid med jer møgunger! Vi har ikke noget sted I kan sove, gå hjem og sov.” Sagde han med en skarp stemme og gik ind i huset igen. ”I kan sove i laden. Jeg kommer ud med et tæppe og noget brød til jer.” Sagde hun. ”Tusind tak.” Sagde vi, og gik ud i laden. Vi fandt et sted hvor der ikke var nogen dyr, kun hø. Vi lagde os godt til rette i høet, så det blev lidt ligesom en seng. Vi lå og kiggede op på stjernerne. Jeg kiggede ud af stalden, ud i mørket. Jeg kunne høre fodtrin nærme sig. Det var bare damen der kom. Hun kom hen til os med to store tæpper og en lille kurv med noget mad i. ”Sov godt.” Sagde hun, og smilede. Idet hun gik ud af laden igen tændte lyset ude på vejen. Der var helt tomt, ingen huse, ingen butikker. Det eneste der stod, var en telefonboks. Den lyste, så du kunne se den lagt væk fra. ”Jonas?” Spurgte Sofie. ”Hvad er der?” Spurgte jeg. ”Må jeg godt ligge mig under dit tæppe?” Spurgte hun forsigtigt. ”Ja, men tag dit tæppe med. Her er ikke så varmt.” Svarede jeg. Hun kravlede over høet hen under mit tæppe. Vi lå og kiggede på stjernerne sammen. Vi kiggede ud af laden, ud på vejen og ud på stjernerne. En hund kom haltende skråt ud til horisonten. Vi kunne se et stjerneskud på himlen ”jeg bryder mig ikke om stjernerne.” Sagde hun. ”Hvorfor?” Spurgte jeg, og kiggede op på stjernerne. ”De er alt for store.” Sagde hun. Jeg trak hende lidt ind til mig, ”sov nu. I morgen er en ny dag.” Sagde jeg. ”Mor henter os sikkert i morgen.” Sagde hun. ”Hvis det bliver i morgen.” Mumlede jeg for mig selv. Jeg kiggede ud på gaden, lidt efter sov Sofie. Lyset blev slukket inde i huset. Jeg lå og kiggede op på stjernerne, jeg kunne ikke falde i søvn. Pludselig kunne jeg høre en lyd. En blandet lyd af fodtrin og noget der blev slæbt hen ad jorden. Jeg kiggede rundt i laden, men jeg kunne ikke se nogen. Lyden blev højere og den kom tættere på, jeg kunne stadig ikke se nogen. Jeg fik et chok og vendte mig om…