Det er en efterårs nat i november, mine forældre smed os af, på vej hjem fra mormor. Far og mor kom op at skændes, og så smed de os af ved vejkanten. Mig og min lillebror, ville de ikke have os mere? Vi sad jo bare der på bagsædet, helt stille og kiggede ud på natten. Det startede jo bare med at mor synes far havde drukket for meget, og at hun burde køre i stedet for, og så blev far sur på hende. De sad længe bare og skændtes i bilen mens far kørte, og så pludselig drejede de ind til siden og hev os ud af bilen. ”I kan godt gå hjem! Der er ikke så langt, så hvad venter I på? Begynd at gå!” Råbte far, da de kørte væk, og så kunne vi ellers se bilens lys blive mindre og mindre. Min lillebror græd, og jeg prøvede at trøste ham, det gjorde jeg virkelig men kunne ikke. Endnu engang fejler jeg, jeg kan ikke engang trøste min lillebror mere. Hvad er der så galt med mig? Jeg gør det aldrig godt nok i mine forældres øjne, de ville sikkert stå og skælde mig ud hvis de så hvordan jeg ikke kunne hjælpe ham. Stå og sige at jeg måtte tage mig sammen, at jeg måtte vise jeg var den store. Men jeg kan ikke trøste min lillebror, jeg kan kun prøve at finde hjem nu. Prøve at trøste ham, og prøve at lade være med selv at begynde at græde.
Det er gratis at oprette en konto