Vi kigger rundt, men der er ingen tegn på liv. Min lillebror kigger på mig, ”Hold mig i hånden, jeg er meget bange.” Det sidste vi kan huske er, at vi sidder på vej væk i et fly. ”Hvor er far og mor henne?” siger han. ”Jeg er bange for at de har sat os af på et fly,” siger jeg. Vi må finde noget at drikke og spise, inden det bliver mørkt. Vi spadsere ind mod en lille by, som vi kan se et stykke væk.”Jeg er temmelig sulten,” siger jeg. Da vi kommer frem, er der ingen mennesker. Vi lister stille videre rundt, og vi finder heldigvis fire æbler og et gammelt brød. Vi må hurtigt finde et sted at sove, så vi finder et tæppe og ligger os i et halvråddent hus. ”Jeg fryser, det er meget koldt,” siger min lillebror. ”Du må ligge dig godt ind under tæppet,” siger jeg.
Næste dag vågner vi, eftersom det blæser helt vildt uden for. Det er meget mørkt og blæsefuldt uden for, så vi er bange for at huset braser sammen. Vi tænker meget på vores hund, som er en lille sort labrador ved navn Trilio. Det er min bedste ven, fordi han altid kan forstå mig. Jeg kan hele tiden snakke til ham uden, at han griner eller siger ”hold mund.” Jeg vil bare gerne hjem til min hund og mine forældre, jeg savner dem rigtig meget. Jeg har aldrig haft et rigtig godt forhold til mine forældre, fordi vi skændes hele tiden. Jeg håber at jeg snart ser dem igen, selvom vi tit diskutere og skændes.
Det er gratis at oprette en konto