”Hvor er vi på vej hen?” Spurgte jeg fortvivlet min mor. ”Dig og Marcus har godt af at komme lidt ud fra byen, og desuden har jeg brug for lidt privatliv engang i mellem. Nu er i også blevet så store, at i sagtens kan klare jer selv en dag.” Sagde mor. ”Er det nu endnu en fyr” Sagde Marcus vredt. ”Det er altså ikke sådan som i tror, ham her er måske den rigtige.” Sagde mor. Det sagde mor om alle hun gik ud med. Det så typisk hende. Hun sætter os af et godt stykke ud fra byen. Vi får nogle penge, så vi kan finde et sted at sove og lidt at spise. Sådan havde det altid været. Eller nej det begyndte faktisk først da far, forlod mor. Det skete da mig og Marcus var helt små endnu. Jeg tror vi var fire år på det tidspunkt. Mor blev så ulykkelig efter det, ved tanken om at der findes en kvinde til min far som var bedre end hende. Før var vi den perfekte lille kernefamilie to ønske børn, endda tvillinger. På en dag var vi ikke så perfekte længere. Mor blev ved med at være ulykkelig, og jeg tror hun stadig er ulykkelig fra den dag til i dag. Så hun prøvede på at finde den eneste ene. Men vær eneste gang endte hun sammen med en skidt fyr. Den sidste hun havde, var lidt for aggressiv når han først fik lidt at drikke. Derfor synes mor det er bedst hvis vi bare er væk. Væk fra alt. Jeg savnede den tid hvor vi var en lykkelig familie. Men den tid er tabt nu og kommer aldrig igen. Jeg havde heller ikke set min far efter al den tid, han vil os nok heller ikke. Ligesom mor. Hun kan jo ikke bare efterlade os, men det gør hun allerede på en måde.
Det er gratis at oprette en konto