Snakken og brummen fyldte lufthavnen. Forvirrede turister med kort og små børn der hoppe rundt og skreg af hinanden. Man kunne også kalde det kaos. Jeg gik lige stå stille igennem mængden med min kuffert bag mig, jeg vidste jeg skulle til terminal 3 som fløj til Københavns lufthavn. Far havde gennemgået hele min tur trin for trin mindst 1000 gange. Mor og far havde været så nervøs, så det gjorde mig skør til sidst, typisk forældre. Min mobil i lommen vibrerer, jeg tog den op og på skærmen stod der MOR MOBIL. Jeg orkede ikke tale med hende nu, men jeg blev nok nød til at tage den. ”Hej hvad så mor?” sagde jeg og prøvede at lyde så glad som muligt. ”jeg ville bare hører om alting var okay, og hvordan du har det” sagde hun og blev ved med at snakke om det der var sket derhjemme. Jeg satte mig ned på en bænk ude ved væggen. Da hun havde snakket i et minuts tid, begyndte jeg bare at sige ja, og jeg opfattede ikke rigtig hvad hun sagde. ”[NAVN A]? [NAVN A], svar mig?” sagde hun og ventede på svar fra mig. ”Hov undskyld mor, hvad sagde du?” jeg rettede mig op og pillede ved det lap papir der lå på bænken ved siden af mig. ”Jeg vil bare hører om der er noget vi kan hjælpe dig med?”. Jeg havde mest lyst til at sige at jeg ikke gad tilbage til den gamle syge hverdag. Lad mig blive i Sverige og bo ved mormor og morfar. Men selvfølgelig blev det til det sukkersøde svar ”nej mor det er der ikke. Jeg har det helt fint og det skal nok gå”. ”Okay skat, du skriver lige når du er landet. Vi savner dig her hjemme” sagde hun. Vi sagde farvel og lagde på. Hun begyndte og irritere mig, hun skulle altid puller rundt om mig. Jeg var 16 år og kunne godt klare mig selv. Jeg lænede mig tilbage i bænken.
Det er gratis at oprette en konto