Flystyrtet

Mine børn, min kone og jeg var rejst til Stockholm et par dage i december. Den stod på ren hygge og afslapning samt besøg på et par seværdigheder. Det var en rigtig hyggelig ferie, med masser af gode oplevelser som vi i fremtiden kunne snakke meget om. Vi så en masse kulturelle steder som det smukke Vasa museum, det vidunderlige Kongelige slot og det morsomme Dansemuseum samt besøgte nogle gode restauranter hvor vi fik god mad. Alt sammen nogle rigtig gode oplevelser som gjorde ferien perfekt. Dagen hvor vi skulle vende snuden hjemad, var vejret lidt halvtåget, koldt og med frostgrader i luften. Da vi var boarded og sad i flyveren, kunne vi se at der var sne udenfor på jorden. Flyet gjorde klar til take off og personalet viste os sikkerhedsprocedurerne med iltmasker og redningsvest. Det var rart at vide hvis der nu skulle ske en ulykke og vi var nødsaget til at nødlande. Vi lettede og alt gik faktisk som det skulle. Jeg fortalte min kone, at jeg lige ville lukke øjnene et lille øjeblik, da jeg var helt enormt træt efter en god ferie. Jeg nåede ikke andet end lige at komme i drømmeland, før jeg blev vækket af min kone der ængsteligt fortalte at der havde været en del mærkelige lyde og flyet fløj mærkeligt. Kaptajnen havde netop meddelt at der var tekniske problemer med flyet og at alle skulle forblive på deres pladser med sikkerhedsselen spændt. Flyet fortsatte med at lyde mærkeligt, hvilket fik os alle inde i maskinen til at få hjertet helt op i halsen. Rundt omkring kunne jeg se angsten brede sig hos de andre passagerer. Piloten fortsatte med at tale. På det tidspunkt syntes jeg at høre en vis ængstelse i hans stemme. Han fortalte at der stadig var tekniske problemer men vil vende tilbage hurtigst muligt hvis situationen ændrede sig. Rundt omkring sad folk og blev mere og mere bange. Familier holdte hinanden i hånden eller trøstede hinanden. En del børn græd, da de mærkede utrygheden bredte sig. Et halvt minut efter skrattede det igen fra højtalerne, og vi fik fortalt at flyet måtte nødlande som et svævefly i den svenske skov, da der var faldet noget is ind i den ene motor. Hele flyets passagerer skreg og man kunne virkelig mærke at de var bange. Vi troede alle at nu var det slut. Jeg skyndte mig over og krammede mine børn og min kone og sagde at jeg elskede dem højt. Der var 3 som gik helt i panik. De skreg højt, ville rejse sig i sædet for at komme ind til piloten. Besætningsmedlemmerne prøvede på bedste vis at berolige dem dog uden synderlig held. Piloten sagde pludselig i mikrofonen, at vi vil nødlande inden for få minutter, alle bedes tage deres iltmasker og sikkerhedsvest på. Voksne tager sig af børnene først samt tjekke om alle nu en gang har fået spændt sikkerhedsbælterne. Efter det kan jeg ikke huske meget andet end at vi stille dalede ned langsomt og fortsatte indtil, at det gav et ordenligt ryk og hele bare rystede meget. Jeg var så helt væk efter det og vågnede først op på et sygehus i Stockholm, hvor der stod en masse læger rundt om mig. Jeg husker at det første jeg spurgte om var min familie. De er heldigvis sluppet med knubs. Når jeg i dag mange år ulykken, sidder og tænker tilbage på det der skete, så kan jeg ikke lade være med at takke dem i himlen, for at vi slap uskadt fra denne ulykke alle sammen. Piloten reddede os alle på bedste vis og kunne holde sit hoved koldt under hele forløbet. For nogle år siden havde Danmarks radio lavet en dokumentarudsendelse om ulykken, hvor de gav et virkelig godt billede af hvordan det havde været for min familie og alle de andre passagerer der var med på turen hvordan vi havde haft det. Man fik at vide at grun-