Mit kvarter

”Hvad mener du?” Han kiggede rundt på de større drenge som stod rundt om ham, som sultne hunde om et stykke kød. ”Du ved hvad jeg mener” sagde en af de største, han lignede en leder. Han stod tættest på den lille spinkle dreng som var begyndt at ryste. En af de store puffede til ham. Han kunne ikke stå imod og var ved at falde. De andre hylede af grin. Den lille spinkle dreng følte sig ydmyget. Han kunne intet gøre imens de stod tæt omkring ham og grinte, han kunne mærke sit raseri men han vidste han intet kunne gøre. Hvad skulle han stille op med nogle så store? Han kunne mærke vand der steg op mod hans øjne, han kæmpede mod sine tåre og sit raseri, det var som om alt blev sløret, alle de tanker der satte sig i hans hoved forstyrrede ham. Han tænkte for meget. ”Nu begynder han at tude!” råbte en af drengene. De andre skreg af grin. Den lille spinkle dreng stod stille han kunne høre det som en hvisken, kan koncentrerede sig ikke om dem, men om hans tanker og hans tårer. ”Det er synd!” råbte en anden dreng og de hylede af grin igen. I ét begyndte drengen af løbe, men blev puffet tilbage af en stor sort dreng med en hvid t-shirt. Drengen faldt bagover og kunne mærke han fik et sår, på hans ryg. Han begyndte at føle frygt. Han krummede sig sammen som han så tit gjorde når de var efter ham. Et par stykker begyndte at efterligne ham og morede sig ekstremt. Det blev ved i en evighed. Til sidst morede de sig ikke mere, sparkede lidt til ham og hoppede op på deres scootere og kørte videre. Selvom de var kørt blev drengen liggende, på det kolde grå asfalt, i parkeringskælderen. De vidste de altid kunne slæbe ham derned, ingen brugte den gamle parkeringskælder. Det var også den der var brugt til narkohandler og andre skumle ting. Drengen tog sig sammen og rejste sig op og løb. Tårene stod ud af øjnene på ham. Tankerne fløj igennem hovedet, ligeså hurtigt som han løb. Hvad ville hans mor sige? Han bekymrede sig for meget. Han tænkte for meget. Drengen fandt sin lejlighed og skyndte sig op, hans mor var ikke hjemme. Han gik ud på toilettet og vaskede noget blod fra sine knæ og ryggen væk. Han havde fået en rift i hovedet. Han kunne tydeligt huske hvorfor de tog ham i parkeringskælderen. Han kunne huske hvad han havde gjort. Men han ville intet sige, for han holdte sit ord. Trods sin spinkle krop havde han et stærkt sind. Hvilket tit førte til spydige kommentare, hvorefter han fik tæsk. Og alle vidste han ikke kunne sladrer for så begyndte hans mor på hvordan han ikke var en ordentlig mand. Han spekulerede tit på om han overhovedet var hendes barn. en mor elsker jo sit barn, ikke? Det spurgte han tit sig selv om. Han havde tænkt sig at spørge hende en dag. Så kunne han finde svar. Han håbede på at hun ville elske ham, eller vise en smule medfølelse. Men det var der ikke meget af der hvor han boede. Det kriminelle kvarter, fyldt med narkohandler, bander, tyverier og andre ulovlige ting. Politiet havde næsten givet op på kvarteret. Men det var her de billige, huse og lejligheder var. Derfor boede der så mange i kvarteret, alle de rige i en ende alle de fattige i den anden. Hans ’ende’ af kvarteret var dog det værste. Han var den nederste i fødekæden her og de store drenge var nogle af de øverste. Den øverste var dog en narkobandet kaldet White Stuff som egentlig var deres kodenavn for kokain. Det var dem alle frygtede, når man først havde kontakt til dem havde man det for altid, man har hørt om medlemmer som fik skåret en finger af for at ha sniffet 1 g af den kokain de leverede. Når man ikke betalte eller prøvede at snyde var man så godt som handicappet. De skar en finger af for hver 100 euro. Nogle gange blev det også til tæer. Og man kunne ikke stikke dem, man var så godt som død inden. Og hvis man ikke var død inden var man død lige efter.