Der var mørkt, kulsort, jeg kunne intet se. Så derfor var jeg overgivet til alle mine andre sanser, de var lige pludselig det vigtigste i verden, jeg kunne fornemme, lugte, smage, høre og føle. Mine øjne vænnede sig mere og mere til det manglende lys, jeg gik enkelte skridt og kunne pludselig skimte nogle enkelte stjerner i trætoppene.
Jeg lukkede øjnene og fornemmede fugten i luften, lugtede græsset, smagte træernes aroma, hørte bladenes vislen og følte skovens tæthed, jeg elskede det! Fordi det var natur og natur er skønhed. Selv om jeg kun kunne skimte den, kunne jeg fornemme dens storhed.
Jeg gik af en sti, jeg fulgte lyden af sang, lugten af sprut og ikke mindst fornemmelsen af mennesker. Som jeg gik, desto længere væk synes det at være. Jeg ville løbe, men jeg kunne kun fornemme de snublefarlige rødder i sidste øjeblik, så den gik ikke, jeg faldt lige så lang jeg var, der lå jeg så, midt på en sti i mørket, med hovedet i en mudderpøl. Jeg rejste mig op og satte fødderne stabilt. Jeg kunne føle den klistrede masse i mit ansigt, hvordan der, hvor klatterne var lidt for store, og mudderet gled af mit ansigt, og høre når det klaskede ned på jorden, fornemme hvordan det strittede op af mine bare ben.
Det er gratis at oprette en konto