Fuck! Ølflaskerne fløj i alle retninger, da bordet faldt om på siden. Victor væltede om på gulvet efter sammenstødet med det solide træbord. På sin vej ned, greb han efter det eneste der var inden for rækkevidde, mig. Han fik et godt greb i min krave og trak mig med ned. Den kvalmende lugt af stoffer og alkohol ramte mig som en bølge. Vi rullede lidt rundt på gulvet, og jeg prøvede at komme op. Men det ville Victor ikke være med til, han trak mig ned på gulvet igen og prøvede hurtigt at lirke min BH op. Irritationen og vreden rullede ind over mig, jeg løftede hånden for at give ham en lussing, og svang armen nedad med al den kraft jeg kunne mønstre, hvilket ikke viste sig at være noget imponerende syn. Da jeg ramte Victor på kinden, var det først, som om han slet ikke bemærkede det. Men så placerede han lige pludseligt, en knytnæve midt i midt bryst, og jeg kunne ikke få vejret. Jeg kom snublende op at stå, og greb den nærmeste ting jeg kunne kaste. Jeg regnede med at det ville være, en ølflaske eller måske en vase. Men jeg tog fejl, det jeg fik fat i var et fotoalbum, og ikke et hvilket som helst foto album. Det var det jeg havde givet til min far, da jeg var fem år gammel, og som vi havde udfyldt sammen. Det var et af de sidste minder jeg havde til bage om ham. Jeg opdagede det først da det havde forladt min hånd, og det fløj gennem luften. Jeg håbede på, at det var et af mine sædvanlige kast. For kort og langt ved siden af. Men denne gang var kastet næsten perfekt. Det havde god retning og højde, men Victor greb den uden besvær. Hvad havde jeg tænkt på, havde jeg troet at jeg kunne kaste en ting som vores alle sammen håndbold stjerne ikke kunne gribe. Han kiggede kort på det, og rev det så i stykker. Da jeg så siderne blive revet over, føltes det ikke kun som om det var albummet der gik i stykker, det føltes som om et stykke af min sjæl blev revet bort.Jeg var fuldstændigt lammet, og kunne ikke rigtigt opfatte hvad der foregik omkring mig, men så kom alle mine sanser tilbage med fuld styrke. Jeg kunne lugte alt øllet fra de væltede flasker, jeg kunne høre alle de dæmpede stemmer fra gruppen der havde samlet sig omkring Victor og mig. Jeg kunne mærke adrenalinet suse gennem mine årer. Jeg kunne se alle de piger jeg gerne ville have til at kunne lide mig, stå og grine af mig forrest i flokken. Det fik mig til at tænke på hvor latterligt, det egentligt havde været at holde denne her fest, men det havde jeg selvfølgelig ikke tænkt på, dengang jeg var hoppet op på et bord i skolen og havde råbt til alle at der var fest hjemme ved mig lørdag aften, lige efter at jeg var blevet ydmyget af de tre mode dronninger: Emma, Sophie og Ida. De var begyndt at grine af mig, og sige at jeg var en total retardo, og at jeg ikke kunne lægge to og to sammen, efter vi havde haft matematik. Jeg var altid blevet drillet, med at jeg ikke klarede mig godt i skolen, og var aldrig rigtigt blevet accepteret af de andre, jeg var altid den sidste til at blive valgt, og den ingen ville være sammen med efter skolen. Jeg havde altid troet af hvis jeg bare blev bedre i skolen, og opførte mig som alle andre, så ville de med tiden begynde at kunne lide mig. Men i dette øjeblik gik det op for mig, at jeg aldrig ville blive accepteret, jeg ville altid være anderledes, også selvom jeg på ydersiden var som alle andre, ville der altid være noget galt med mig, i hvert fald i alle mine ”venners” øjne. Jeg ville altid være en outsider, en udstødt. Jeg ville altid være den folk glemte at invitere med til fest, eller den hvis fødselsdag ville blive glemt, i den almindelige hverdags travlhed som alle havde kaldt. Mens alt dette gik op for mig, havde Victor og de andre langsomt mistet interessen for mig. De var vendt tilbage til at kysse i hjørnerne, ryge pot i sofaerne, der var endda et par som var på vej ind på mine forældres værelse med et kondom i hånden. Jeg vendte mig desorienteret, og løb mod hoveddøren og skubbede de mennesker der stod i vejen væk. Jeg væltede ud på verandaen, hvor der stod de få der havde lidt omløb i hovedet og var gået udenfor. Jeg løb af sted uden at lægge mærke til i hvilken retning, tilbagelagde meter efter meter i et tempo der var hurtigere end noget jeg havde prøvet før. Jeg løb og løb bare, og var endda ved at blive kørt ned af en eller anden fulderik en enkelt gang. Jeg fortsatte med at løbe da han råbte vredt efter mig og gav mig fingeren, det var ikke noget nyt at folk gjorde den slags mod mig. Jeg havde altid prøvet at ignorere det, og jeg var blevet god til det i løbet af årene, derfor var det ikke noget problem for mig at ignorere ham. Efter at have løbet i noget der føltes som timer, men som sikkert kun var minutter, fik jeg en destination i hovedet, det var et sted min mor havde taget mig med hen da jeg var mindre, og inden hun var begyndt at forsvinde ind i sig selv og alkoholen. Jeg stoppede op for at orientere mig, og opdagede til min overraskelse, at jeg var gået i den rigtige retning.
Det er gratis at oprette en konto