På vej mod toppen

På vej mod toppenJeg hedder [NAVN A], jeg har hele mit liv haft en drøm om at bestige verdens højeste bjerg, Mount Everest. Nu er jeg på vej til at blive den første til at nå til tops. Da jeg var dreng, var min familie og jeg på ferie, vi var i Italien. Dagen før vi tog hjem, spiste vi ude. En mand med hakke og skovl kom pustende forbi. Min far fortalte mig, at han var bjergbestiger og som den nysgerrige dreng jeg var, satte jeg i spurt over til ham. Han gav mig den drøm.5. marts 1951I dag er jeg ankommet til Darjeeling, jeg indlogerede mig på Hotel Himalaya, hvilket virkede som et okay hotel, men toiletforholdene og madlavnings muligheder var ikke just gode. Jeg fandt meget hurtigt ud af hvor svært det er at få tilladelse til at bestige Mount Everest pga. politiske urolighe-der. Jeg mødte mennesker som hørte om mine planer, de kiggede bare på mig, nogle sagde det var umuligt! De fortalte mig om risikoen ved at prøve mig ind som uvedkommende. Jeg var skræmt, men samtidig vidste jeg det ville være umuligt at få tilladelse. Jeg bestak en god grup-pe indfødte og fik mig nogle sherpaere og en tolk. Jeg havde en plan.6. marts 1951Der har regnet i dag, men stadig en meget god dag. Jeg nemlig fik min tilladelse i dag. Med hjælp fra mine shepaere, min tolk og nogle historier om at jeg var ingeniør, slap jeg forbi myndighed-erne. Dagen i dag er gået med at planlægge den lange tur hen til og op af bjerget.. det virkede så uoverskueligt..4. maj 1951Jeg er udmattet, vi er nået til Rongbukdalen i Tibet, omsluttet af alt og ingenting. Jeg har ikke fået skrevet i lang tid, jeg har været for træt, for travl. Everest er nu i syne, vi er tæt på og bare tanken om at det bliver endnu hårdere end det har været hidtil, er skræmmende. Mine shepaere klarer det godt, selvom tolken ikke udfører sit arbejde tilfredsstillende. Monsunregnen har overtaget bjergvæggene, det virkede umuligt, men for en gangs skyld troede jeg på mig selv. Jeg havde en drøm som skulle udføres.jeg vil sove nu, det næste stykke tid bliver uforglemmeligt hårdt.9. maj 1951At skrive op af en bjergvæg hængende 2500 meter over jorden, er svært. Vi har ikke sovet så meget, det er så småt begyndt at gå op for os hvad vi har gang i. En stor ekspedition, en meget stor en, som vi risikerede vores liv på. Jeg klager ikke over toilet forholdene på hotellet længere. Heroppe finder man ud af hvad dårlige forhold er. Jeg var så træt at jeg kun kunne hugge 1 gang, puste i flere minutter, og så hugge igen. Men det havde jeg forventet. Der var lang vej endnu. Vi holdt hinanden godt ved selvskab, men tiden gik stadig langsomt.11. maj 1951En gruppe mørke skyer har samlet sig over os, det gjorde mig urolig. Shepaerne vurderede at der var en storm på vej. De ville redde sig selv, og komme ned i en fart inden vindstødende gjorde det for dem. Jeg ville op, jeg ville udføre hvad jeg kom her for. Men intet var med mig, alt gjorde min drøm umulig. Jeg var træt, jeg var sulten, tørstig og en smule tilbageholdende, selvom jeg ville op ad. I det at Shepaerne besluttede at de ville kravle ned og jeg sagde dem i mod, rev der sig et klippestykke løs fra nabotinden og styrtede lige imod os, vi var rædselsslagne. Den fór lige over hovedet på os. Shepaerne mente det var en ond dæmon, som gjorde det, som en advarsel. De begyndte at kravle ned igen, skræmte. Nu er jeg på egne ben. Jeg følte mig skuffet og forladt, jeg var ikke længere så sikker på mig selv. Min drøm var død, i 6.800 meters højde. Så tæt på.12.maj 1951Jeg sidder på nøjagtig samme sted, hvor de forlod mig. Dehydreret, træt og skuffet. Jeg har i dag besluttet mig for at kravle ned, jeg har lige besluttet mig for at opgive. Men hvad ellers kan jeg gøre? Hvad skulle jeg stille op med hvad jeg havde tilbage? Shepaerne havde taget alt med sig,har kun redskaber til at komme ned. Ingen mad, ingen vand. Når man kravler alene med en mas-se tanker i hovedet, ikke ligefrem gode, føles det som flere måneder, at kravle 1000 meter..14. maj 1951Jeg er igen på fast jord med mennesker inden for rækkevidde, det var skønt. Jeg følte mig mere i live end nogensinde før, selvom jeg sprang og faldt med hensyn til min drøm. Jeg har besluttet mig for at tage tilbage til Danmark hurtigst mulig. Selvom jeg ikke nåede til tops, var det en oplevelse uden lige. Ingen havde lige så meget at fortælle som jeg.2. juni 1951Jeg sidder på skibet og kan nu vende Indiens kyst ryggen. Det føltes godt, selvom jeg ved at jeg ikke kan lade være med at vende mig og kigge tilbage. Turen tilbage til Danmark vil tage måneder.. Den mad vi fik serveret, var noget af det bedste. Før turen ville jeg have spist det, men ikke nydt det. Den tur har ikke kun givet mig en oplevelse, men også lært mig rigtig meget.Det var den værste dag i mit liv, da jeg var tvunget til at klatre mod mine drømme, ned på fast jord igen.. Min drøm døde før jeg fik set mig om. Min drøm er stadig at nå der op, kigge ud over toppen og tænke ”jeg gjorde det”. Det med at være den første, var aldrig en del af min drøm. Men drømmen om at nå der op lever i mit hjerte endnu.