Jeg har skam haft gigt i knæene længe, men nu kan de ikke mere. Før holdt jeg smerten ud, men nu ligger jeg bare her. Der er intet mere at gøre, børnene må passe sig selv. Min rynkede krop er ved at tørre ind, så nu skriver jeg mine sidste ord. Livet har ikke været nemt. Det hårde liv startede den dag, da jeg blev glemt.
Hans var mit livs kærlighed og den sødeste ægtemand, enhver kunne ønske sig. Men vi blev ikke gift, selvom mange så det som en nødvendighed. Vi var unge og glade, og vi nød livet for de penge, som Hans fik for sine bøger. Vi var ikke som de andre mennesker, og ville ikke have børn med det samme. Først efter vi havde tilbragt ti år sammen, blev jeg gravid med vores første datter, Marie. Senere fik vi sønnerne Peter og Ole, og sidst fik vi endnu en datter, Annemette.
Vi var lykkelige.
Jeg havde lige rundet de 40 år, da vi fik Annemette, og en enkelt rynke havde nu også vist sig på min pande. Men det var ikke noget, som havde betydning. Først den dag begyndte det at betyde noget. Den dag Hans ikke gad mere.
Det er gratis at oprette en konto