Jeg sidder her foran mit sybord med en hvis forvirring inden i mig. Jeg troede du var død, og at du aldrig ville komme tilbage. Men ved glimtet af dig forleden var jeg klar over at de ikke var sandt.
Inden du tog af sted var jeg meget ulykkelig, jeg gik med tanken om at jeg aldrig skulle se dig igen og at alt det vi havde bygget op mellem os var ødelagt. Vi skulle giftes, brylluppet var tilrettelagt og vi gik bare og ventede på den store dag. Men så brød krigen ud og du var nød til at tage af sted. Efter din afsked lå jeg i sengen i flere dage, jeg var så ulykkelig som man overhovedet kunne være. Der var intet der kunne trøste mig. Jeg ventede og ventede på at du skulle komme hjem igen, men aldrig så man skyggen af dig. De andre soldater du havde rejst med var vendt hjem for længst men ikke dig. Snakken gik på om at du var omkommet under krigen. Under tiden hvor du var væk kom Hans Christian ind i billedet. Han fik mig til at glemme mine sorger og være glad igen. Vi kom tættere og tættere ind på hinanden og til sidst friede han til mig. Jeg havde det lidt på fornemmelsen men alligevel kom det som et chok for mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, men jeg endte med at sige ja. Vi var forelsket i hinanden og alt blomstrede inde i mig, så jeg glemte helt tanken om dig. Lige indtil i Lørdags. Der stod vi og var parat til at blive erklæret ægtefolk og så dukkede du op. Det var vildt underligt og det begyndte at kryble inden i mig. Men som du nok ved så alt det vi havde dengang er forbi nu og der kommer ikke til at ske mere mellem os. Mig og Hans Christian er gift nu og er lykkelige med hinanden og det skal ingen sætte en stopper for.
Det er gratis at oprette en konto